Fortsæt til indhold

Mange unge er ikke uddannelsesparate

En del 8. klasses elever erklæres ikke- uddannelsesparate. Det er ifølge UU-Djursland et stort problem

Samfund
Af Alexandra Bach

Undervisningsministeriet og UU Djursland (Ungdommens Uddannelsesvejledning) er indgået i et samarbejde kaldet ”Vejledning i fællesskaber og øget forældreinddragelse”. Det er et nyt projekt, som skal gøre flere elever fra 8. klasse egnet til ungdomsuddannelser, da der ifølge UU Djursland er for mange, som vurderes ikke-uddannelsesparate.

”Problemet er ret stort, og vi har mange unge, der ikke er uddannelsesparate,” siger Lotte Kruse, der er leder af UU Djursland og fortsætter:

“Hvis man tager nuværende elever i 8. klasse, så har vi 30 procent, som ikke er uddannelsesparate i Syddjurs, og 48 procent i Norddjurs. Og det er jo ikke udelukkende, fordi de ikke kan læse og skrive, men i høj grad på baggrund af de manglende sociale og personlige kompetencer, at disse unge er erklæret ikke-uddannelsesparate. Derfor er vi nødt til at gøre noget særligt, for at de bliver parate,” siger hun.

I første ombæring er det 8. klasse på Vestre Skole i Norddjurs og Molsskolen i Syddjurs, der skal afprøve projektet, som begynder i uge 16, og består af i alt 16 moduler.

“På modulerne træner vi de unges personlige og sociale kompetencer med henblik på blandt andet større selvtillid, selvstændighed, motivation, tolerance og samarbejde. Alt sammen kompetencer, der har stor indflydelse på de unges generelle trivsel i skolen – herunder også deres faglighed,” lyder det fra Lotte Kruse.

Forældrene inddrages

Men projektet handler ikke kun om, at få de unge sat i spil. En vigtig del af projektet er nemlig forældreinddragelsen.
”Det nye i projektet er, at vi lukker forældrene med ind, og siger, at forudsætningen for at vi kan lykkes med det her, det er, at vi samarbejder om det,” siger Lotte Kruse.
“Normalt så er det jo de unge, vi tager fat i, men virkeligheden er, at hvis det handler om, at de skal tidlig i seng, komme i skole, få morgenmad og have madpakke med, så er det, at forældrene skal inddrages.”

Opbakning til nye tiltag

Begge kommuner bakker op om ideen, og mener, at der er brug for det nye tiltag.

”Det her er noget, jeg har efterlyst i lang tid. Vi har en fælles opgave i at få den procentsats ned i forhold til det, den er i dag, og det er vigtigt at få forældrene med,” lyder det fra formanden for arbejdsmarkedsudvalget i Syddjurs Kommune, Gunnar Sørensen (V).

Også John Saaby Jensen (S), udvalgsformand for arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune, tror på projektet.

”De 16 moduler er noget, der ikke har været prøvet før, så det kan simpelthen ikke passe andet end, at det giver et boost,” understreger han.
Forsøget kører til oktober, hvor man vil evaluere på, om projektet skal udbredes til andre skoler i kommunerne.