Skanderborg byder ind på fremtidens veteranhjem
Ved det seneste budgetforlig gav Byrådets medlemmer hinanden håndslag på, at et kommende veteranhjem kan placeres i Skanderborg Kommune. Nu er budskabet sendt videre til Forsvarsministeriet og Fonden for Danske Veteranhjem
Et kommende statsligt bygget og drevet veteranhjem kan meget vel blive placeret i Skanderborg Kommune. I hvert fald har Byrådet sendt signal til Forsvarsministeriet og Fonden for Danske Veteranhjem om, at kommunen stiller sig til rådighed, hvis der bliver behov for at etablere yderligere veteranhjem i Østjylland.
Ud over en central beliggenhed i det østjyske og en god infrastruktur, fremhæver Byrådet også de ca. 1.500 aktive borgere, der hver dag gør en forskel på det sociale område enten i samarbejde med eller uafhængigt af kommunens velfærdsopgaver.
"På den baggrund finder et samlet Byråd, at der i Skanderborg Kommune er et stærkt fundament for at etablere et veteranhjem," lyder det blandt andet fra byrådspolitikerne.
Byrådet vedtog i 2016 en veteranpolitik, som skal være med til at sikre, at veteraner i Skanderborg Kommune og deres pårørende får den støtte, de har behov for, og at de anerkendes for deres store indsats.
-bo