Fortsæt til indhold

“Norddjurs har en fornuftig økonomi”

Kommunens første borgmester afviser, at Norddjurs er stærkt på vej ned i en økonomisk sump

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

“Norddjurs Kommunes økonomi har det fornuftigt på de betingelser, som regering og folketing giver os til at føre økonomisk politik,” siger tidligere Norddjurs borgmester Torben Jensen (Borgerlisten).

Efter 32 år i streg i lokalpolitik stopper han, når året er omme.

Den rutinerede politiker, der har prøvet mangt og meget i sine mange år i politik, har bemærket, at Venstre repræsenteret ved gruppeformand Hans Husum og Socialdemokratiet ved gruppeformand Hans Fisker Jensen var i verbal infight på de sociale medier i sidste uge.

Husums henviste til en artikel i DK Økonomi, der udnævnte Norddjurs til at være blandt 17 ud af 98 kommuner med en kritisk lav likviditet ifølge nye nøgletal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Kommunerne har under 3.500 kr. i kassen pr. borger og har haft svært ved at få den fyldt op igen.

Ydermere konkluderede artiklen, at Norddjurs sammen med syv andre kommuner inden for tre år ikke vil kunne leve op til den såkaldte kassekreditregel, hvis de fortsætter med at trække lige så meget på kassebeholdningen, som de har gjort i gennemsnit de seneste tre år.

Kassekreditreglen siger, at målt over et år må likviditeten ikke være negativ. Sker det, sættes kommunen 'under administration' af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Udnytter mulighederne

“Jeg er enig med Hans Fisker Jensen i, at skulle vi føre økonomisk politik, som Venstre foreslår det, ville alt gå i stå,” siger Torben Jensen.

“Set fra min stol fører flertallet i kommunalbestyrelsen en økonomisk politik ud fra de muligheder, som vi har. Regeringen har valgt at holde fattige kommuner som Norddjurs og andre i live ved at tilbyde os at låne penge, og vi har ikke andre muligheder end at sige ja, når regeringen tilbyder os en lånepulje på 35-40 mio. kroner, hvis vi skal kunne levere en ordentlig service til borgerne og opretholde et vist niveau på anlæg.”

Venter på ny udligning

Den tidligere borgmester frygter ikke for, at Norddjurs inden for en overskuelig årrække bliver sat 'under administration'.

“Norddjurs er ikke presset på sin likviditet, selv om vi i en årrække har foretaget store investeringer, der har været nødvendige. Vores kassebeholdning falder med en million om året, men vi har styr på vores udgifter, hvad 2016-regnskabet viser, og vi har forsat et fint anlægsniveau på 50-60 mio. kroner.”

I stedet venter Torben Jensen på, at regering og folketing får taget sig sammen til at kigge på den nuværende økonomiske udligningsordning kommunerne imellem.

“Den trænger til et gennemsyn, fordi den tilgodeser de store kommuner, som København, Aarhus og Odense, helt vanvittigt, og jeg er ikke i tvivl om, at udviklingen tvinger folketinget til at ændre den, hvis landspolitikerne skal leve op til, at borgerne i de mindre landkommuner også skal have muligheder.”

50 mio. ligger lige for

Torben Jensen peger dog på, at Norddjurs Kommune kan få endnu mere råderum i økonomien særdeles nemt:

“Jeg har sagt det før, men uden held. Luk 4-5 skoler. Det vil spare 50 mio. kroner her og nu, men ingen, heller ikke Venstre, tør jo melde sådan noget ud i et valgår.”

“Jeg er dog sikker på, at en ny kommunalbestyrelse bliver tvunget til allerede et eller to år efter sin tiltræden at ændre radikalt på skolestrukturen. En skole skal have mindst 120 elever for at kunne levere god undervisning og have en god driftsøkonomi, og når vi nu ser, at Toubroskolen er nede på 60 elever, så er det udelukkende fordi, at forældrene selv er ved at ændre på skolestrukturen, når over 50 procent af eleverne i skoledistriktet går i skole et andet sted. “

“Jeg foretrækker, at politikerne tager ansvaret og vedtager en skolestruktur, der tilgodeser børnenes behov og ikke går i panik, fordi de ældre borgere siger, at alle skoler skal bevares. Det er snik-snak, og bare vent - der kommer en ny struktur, som også vil give Norddjurs økonomien et løft.”