Kærlig hånd til hotellet og Lunt & Lækkert opstået af asken som en anden fugl Føniks
Ny indehaver af Ryomgård Hotel har totalrenoveret hotellets store sal, mens et nyt spisested har set dagens lys i Slotsgade 3
Ryomgård blev i 2016 kendt som et eldorado for nye spisesteder og cafèer på hvert et gadehjørne. Tre af slagsen skød op: Kunst & Kage, Iversens Corner og Café Bell-Fast. Desværre fik de to sidstnævnte en kort levetid, mens Kunst & Kage fortsat drives videre, men på et lidt lavere blus end oprindeligt planlagt.
Café Bell-Fast i Slotsgade er netop blevet afløst af Lunt og Lækkert.
Kvinden bag er Laila Buonaventsen, der har overtaget samme lokaler og noget af inventaret fra Café Bell-Fast, som indehaver Kenneth Strunge efter ganske kort tid måtte lade gå ind, fordi han ikke økonomisk kunne få sin samlede virksomhed til at spille sammen.
Delikatesse og pilleovne
Laila Buonaventsen, der bor i Grenaa, men har en kæreste i Ryomgård, er startet op med at holde åbent tre dage om ugen i marts, men fra 1. april kommer der både et nyt menukort og nye åbningstider.
Tillige sætter hun fut i yderligere to aktiviteter i det tidligere mejeri i Slotsgade, der indehaves af investor Søren Melgaard, Rønde. Det sker i form af en delikatesseafdeling med alskens specialiteter på madområdet samt en afdeling, hvor man kan købe pilleovne.
Et tema, som Laila Buonaventsen har spidskompetencer i at rådgive kunder om.
I Lunt & Lækkert serverer hun både god dansk hverdagsmad og specialiteter.
Den tidligere fodboldformand i Østdjurs 91 og tidligere træner i Djurs Handi er kendt som en fighter, der evner at se muligheder i stedet for begrænsninger. Derfor er der også en god chance for, at hun formår at lave en sund forretning i Slotsgade.
Kærlig hånd til store sal
35-årige Sandra Simkeviciuté købte Ryomgård Hotel 1. august 2016.
Hun er født og opvokset i Litauen, men flyttede som ung til Tyskland. Her uddannede hun sig til jurist på universitetet i Münster.
Hendes familie har været beskæftiget i restaurationsbranchen i Litauen, og Sandra Simkeviciuté havde også en drøm om at blive selvstændig i samme branche i Tyskland, men det blev forpurret, da hun mødte sin danske mand.
Parret er nu gift og bor sammen ved Hvilsager, hvor ægtefællen driver et landbrug.
I de ti år, hvor Sandra Simkeviciuté har boet i Danmark, har hun ikke ligget på den lade side.
Hun driver i dag eget rengøringsfirma, 'Bedre Rengøring', ligesom hun har ansvaret for driften af forsamlingshusene i både Hvilsager og Rodskov.
“Jeg har altid drømt om at kunne købe et hotel, og da muligheden bød sig i Ryomgård, slog jeg til,” fortalte Sandra Simkeviciuté, der er mor til tre børn, til Lokalavisen ved overtagelsen.
Hun har netop via håndværkere givet hotellets store sal en såkaldt kærlig hånd fra yderst til inderst.
“Gulvet er blevet slebet af, men det er vel næsten også det eneste, der ikke er nyt,” siger Sandra Simkeviciuté, der i runde tal vurderer, at hun har investeret en lille million i renoveringen.
Hun har endvidere markeret overgangen til nye tider med et navneskifte, så Ryomgård Hotel nu hedder Deja Vu - Hos Sandra.
“Jeg har været vældig glad for min første periode i Ryomgård, og jeg har også masser af bookinger i den kommende tid, så jeg ser optimistisk på fremtiden,” siger hun, mens hun viser rundt i den store sal, der præsenterer sig lyst og venligt efter den omsiggribende renovering.