Dilettanter på spil i Mejlby
Tradition vender tilbage for fjerde år i træk i Mejlby Forsamlingshus
'Hip Hippie hurlumhej og hjernedøde helte'. Sådan lyder titlen på dette års dilettant-stykke i Mejlby Forsamlingshus.
Det er Mejlby Amatør Teater Forening, der sædvanen tro står bag løjerne, som plejer at blive udsolgt på begge spilleaftener.
I år foregår det fredag 10. og lørdag 11. marts, og ifølge en af dilettantstykkets skuespillere, Lona Egelund, skal man skynde sig at købe billet, hvis man vil være sikker på at komme afsted.
“Der er 140 billetter til salg til hver aften, og salget går forrygende stærkt, så man skal ud af busken nu, hvis man skal se vores stykker,” siger hun.
Lona Egelund giver gerne en grine-garanti:
“Altså, vi er jo total amatører og synes selv, at det er hylende grinagtigt i år. Igen i år er der udelukkende lokale folk med fra Mejlby, Hårup og Todbjerg, og jeg tror, det betyder noget for publikum, at de kender dem, de griner af,” siger hun og nævner, at holdet i år har fået hjælp til kulisser og kostumer af henholdsvis Skanderborg Hørning Produktionsskole og Alice Kostumeland
Tilflytter og debutant
En af dette års debutanter er 49-årige Allan Lund.
“Jeg har været tilskuer til de to seneste års dilettantstykker og er i år blevet overtalt af Helle Alstrup, som jeg arbejder for. Jeg flyttede til Mejlby i sommer, og det her er en god måde at lære flere af de lokale folk at kende på,” fortæller Allan Lund.
Debutanten glæder sig til premieren.
“Jeg er da ved at have nogle sommerfugle i maven, men mon ikke det kommer til at gå godt. Jeg synes, dilettant-stykket er en god måde at holde liv i vores område på. Og det vil jeg gerne være med til at støtte op om,” siger Allan Lund,
Som tidligere skrevet bliver der to forestillinger. En familieforestilling fredag 10. marts klokken 19 og en festforestilling dagen efter klokken 17.30, hvor der efter forestillingen er dans og fest i Mejlby Forsamlinghus, som et eventuelt overskud går til.
Billetter til 'Hip Hippie hurlumhej og hjernedøde helte' kan købes i Dagli'Brugsen Mejlby.