Bandwagon effekten
Et valgår har det med at udløse en klassisk bandwagon effekt, som man også kender det fra markedsføringsteorien.
Bandwagon effekten kunne man også kalde en lemmingeeffekt - altså forbrugernes (politikernes) tendens til at efterligne hinanden og ville det samme.
Det er bandwagon effekten, der gør sig gældende, når et nyt produkt opnår voldsom popularitet på ganske kort tid og bliver en trend, uden at produktet nødvendigvis er særlig godt.
Lokalpolitisk er det lige nu moderne at udbasunere i kor: “Madduften tilbage til plejecentrene” uden at skele til, hvad der så skal blive af det store fælles madkøkken i Auning.
Senest er privatisering af 40 kilometer kommunale boligveje kommet på dagsordenen igen.
Byrådet besluttede den 26. marts 2014, med baggrund i en beslutning i Budget 2011, at igangsætte nedklassificeringen af ca. 40 km boligveje til private fællesveje.
Der er intet som veje, der kan hidse gemytterne op. Det være sig kvaliteten af en vejstrækning, skiltningen, bump på vejen og farten.
Det er en klassiker i lokalpolitik, at vil du for alvor i clinch med dine borgere, så sørg endelig for at sætte veje øverst på din politiske dagsorden. Sådan gik det også i 2014. Siden beslutningen i byrådet har borgere i de fleste hjørner af kommunerne påpeget indlysende fejl og mangler ved projektet.
Det har først fået Socialdemokratiet til at bakke på beslutningen, som onde tunger hårdnakket påstår, at partiet i Syddjurs er en sand verdensmester i.
Borgmester Claus Wistoft (V) var således ikke sen til at påpege det på de sociale medier.
Men nu er han selv hoppet med på vognen sammen med resten af Venstre, SF og Det Radikale Venstre.
Trioen foreslår den totale turn around: at beslutningen af 26. marts 2014 simpelthen ophæves. Argument: administration og lovændringer har ødelagt tegningen til noget stort.
Det er tilladt at blive klogere, også i et valgår.
Honi soit qui mal y pense - på dansk: skam få den der tænker ilde derom.
PS! I øvrigt meget bemærkelsesværdig, hvordan Socialdemokratiet og SF på skift nærmest kappes om at koble sig sammen med borgmesteren og hans Venstre vikinger, når nye synspunkter skal luftes.
Bandwagon effekten... tjah... de to partier har ellers forpligtet sig til sammen med Enhedslisten at gå målrettet efter en rød-grøn borgmester.
Er den plan allerede opgivet? Det må vælgerne have et svar på.