Sidste kapitel er klar til at blive skrevet om Djurs Mad
Det nye politiske mantra: ’Madduften tilbage til plejecentrene’ har fået gennemslagskraft
Der er kommet gang i debatten om de kommunale madordninger i både Norddjurs og Syddjurs.
Politikere fra begge kommuner kappes i øjeblikket om, hvem der er bedst til at sige: “Vi skal have madduften tilbage på plejecentrene.”
Inden de skyndsomt husker at tilføje: “Vi kritiserer bestemt ikke kvaliteten af det arbejde, som Djurs Mad præsterer.”
Djurs Mad I/S er det fælles madhus/produktionskøkken med beliggenhed på Industrivej i Auning, som var det første fælles store anlægsprojekt, som de to Djurslands kommuner kort efter kommunesammenlægningen i 2006 blev enige om ville være alle tiders fremtidssikrede investering, fordi prognoserne sagde, at der ville komme mange flere ældre borgere til i årene, der fulgte.
For at sikre rationel levering af kommunal mad til dette store ældresegment skulle der intet mindre et stort produktionskøkken til, som kunne lave vakuumpakket hamburgerryg og masseproducerede frikadeller til både plejecentrene og ældre mennesker, der bor i eget hjem.
Men tiderne ændrer sig. Nu skal duften af nylavet mad tæt på beboerne tilbage på landets plejecentre, og det ser der ud til at være stor politisk opbakning til i både Norddjurs og Syddjurs.
Fjerner 60 procent
“Hvis man fjerner leverancerne fra Djurs Mad til plejecentrene i Norddjurs og Syddjurs, så fjerner man også 60 procent af det grundlag, som vi driver Djurs Mad på i dag,” siger borgmester Claus Wistoft (V).
Det kan man ikke læse i den fælles pressemeddelelse, som borgmesteren og formanden for Udvalget for sundhed, ældre- og socialområdet Ole Bollesen (S) sammen forfattede i weekenden.
Heri udtaler SV-duoen:
“Lige siden beslutningen om Djurs Mad blev truffet for næsten 10 år siden, er den faktiske udvikling gået imod de prognoser som lå til grund for dannelsen af Djurs Mad. Godt nok er der blevet flere ældre, men de er tilsyneladende både friskere og sundere end forudsat, idet behovet for måltider til visiterede ældre fra Djurs Mad, slet ikke har det forventede omfang.”
Rettidig omhu
Derfor er SV-duoens fælles konklusion, at det nu er på sin plads at bruge det gamle A.P. Møller'ske bonmot “at udvise rettidig omhu”.
Rettidig omhu vil i denne sammenhæng sige, ifølge Wistoft og Bollesen, “at forholde sig til den samlede kommunale madproduktion, og organiseringen heraf.”
Oversat betyder det, at Djurs Mad snart er historie i den udgave, som man hidtil har kendt det fælles madhus.
“Det er vigtigt at understrege, at uanset hvordan produktionen af mad i fremtiden vil forgå, vil et kommunalt madtilbud være til stede,” lover Wistoft og Bollesen. Velsagtens for at understrege, at de ældre borgere, der bor i eget hjem, og som i dag får leveret mad fra Djurs Mad, ikke skal fortvivle, selvom madduften nu skal tilbage til plejecentrene.
Medarbejderne på Djurs Mad skal heller ikke fortvivle, lover SV-duoen. Der vil fortsat være brug for deres arbejdskraft og kompetencer i fremtiden.
Syddjurs Byråd har sagen på dagsordenen på byrådsmødet 29. marts.