Borgmesteren forhandler fortsat med de to friskoler
Endnu ikke på plads, om det bliver salg eller udleje af børnehaverne i Feldballe og Nimtofte
?Hvordan fremtiden tegner sig organisatorisk for de nuværende kommunale børnehaver, Feldballe Børnehave og Børnehaven Solbærkrogen i Nimtofte, forhandles der fortsat om.
Et flertal på 25 ud af 27 i Syddjurs Byråd opstillede i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2017, at fremtiden kan se ud på to måder:
1. Vil de to friskoler i de to byer drive børnehaverne?
2. Hvis ikke, fortsætter de to børnehaver som et appendiks til de kommunale børnehaver i Kolind og Rønde med ledelse herfra.
Forhandler fortsat
De to børnehavers fremtid optrådte på byrådets lukkede dagsorden i sidste uge som efterretningssager.
Det blev der lavet om på inden mødets start på opfordring fra Venstres Gunnar Sørensen, der bad om at få lavet det om til deciderede belslutningspunkter.
Det var der opbakning til hele vejen rundt i salen.
I referatet fra byrådsmødet kan man ikke læse mere end, hvad man kunne før mødet, nemlig ingenting.
Altså er dagsordensteksten med en beslutning anført ikke offentlig, og det er der en indlysende forklaring på, fortæller borgmester Claus Wistoft (V).
“Forklaringen er den simple, at jeg fortsat på byrådets vegne forhandler med henholdsvis Midtdjurs Friskole og Feldballe Friskole.”
Har ansøgt
Begge friskoler har formelt ansøgt Udvalget for Familie og Institutioner (FI-udvalget) om lov til at drive privat børnehave.
En privat daginstitution skal i lighed med kommunale dagtilbud leve op til den almindelige lovgivning på området samt de kriterier, som kommunen opstiller. Omkring 30 procent af Dansk Friskoleforenings medlemsskoler har allerede tilknyttet en børnehave, og cirka 10 procent har etableret vuggestue, oplyser Dansk Friskoleforening på sin hjemmeside.
Eje eller leje?
Det spørgsmål, der står tilbage, er således, om de to friskoler skal købe de nuværende kommunale børnehaver eller alternativt indgå en lejeaftale med Syddjurs Kommune.
“Vi har en særdeles fin dialog, og jeg forventer helt sikkert, at vi når frem til et resultat,” siger Claus Wistoft.
Han vil af indlysende årsager ikke udtale sig om på nuværende tidspunkt, om det trækker op til et salg af de to kommunale aktiver - eller en lejeaftale med salg for øje ud i fremtiden.
Nyordningen forventes at træde i kraft pr. 1. august 2017.