Fortsæt til indhold

Baby Dan og Rival får besøg af Kloge Hænder

Hands-on samarbejde med virksomheder kan få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse

Samfund
Arkiv

I dag åbner 20 virksomheder over hele landet dørene for 7. og 8. klasseelever og giver dem indblik i mulighederne med en erhvervsuddannelse når den landsdækkende kampagnedag 'Kloge Hænder' skydes igang.

Eleverne kommer til at arbejde hands-on og skal blandt andet prøve kræfter med at fremstille blomsterkasser, iPad-holdere, mønter og fuglehuse, lave kædeslæng og teste dem i kraner, operere metalfræsere, montere låg på pick-up trucks og meget mere!

Blandt virksomhederne er Baby Dan fra Låsby og Rival fra Skanderborg. Baby Dan, der producerer og leverer sikkerhedsprodukter, tekstiler og møbler og meget andet udstyr til børn i alderen 0-5 år, får besøg af 12 elever fra Låsby Skole, som bliver udfordret med at opsætte sikkerhedsgitre, der skal sikre familiens baby. Eleverne ser hvordan gitret bliver produceret, og hvordan de kan være med til at udarbejde fremtidens sikkerhedsgitrer.

Rival får besøg af 20 elever fra Mølleskolen i ry. Eleverne skal optage et filmklip til en slags street view af Rival. Virksomheden producerer maskinbearbejdede emner til professionelle danske og internationale virksomheder. Ideen er, at interessered via filmens skal kunne komme på virtuelt besøg på virksomheden. Herudover kommer der også til at indgå nogle korte film, som skal synliggøre virksomheden over for unge i forhold til deres fremtidige uddannelses- og jobmuligheder.

”Det er svært for unge at vælge en uddannelse, hvis de ikke kender noget til jobmulighederne – eller senere muligheder for at videreuddanne sig. Mødet med virksomheders medarbejdere med en erhvervsuddannelse giver et helhedsbillede af, hvad eleverne kan vælge, og bidrager samtidig til opgør med stereotyper og fordomme,” siger direktør Nanna Seidelin, direktør for Naturvidenskabernes Hus, i en pressemeddelelse. Naturvidenskabernes Hun driver det landsdækkende netværk Jet-Net.dk.

Med de nuværende regler skal Ungdommens Uddannelsesvejledning kun vejlede de 20 procent mindst uddannelsesparate elever. Det betyder, at 80 procent af eleverne er overladt til tilfældig vejledning af lærere, forældre og andre i deres omgangskreds.

Mange lærere og forældre har meget lidt viden om jobmulighederne med en erhvervsuddannelse. Samarbejdet med virksomheder yder derfor et væsentligt bidrag til uddannelsesvejledningen.

Forskning viser, at mødet med rollemodeller og konkrete billeder på karrieremuligheder gør undervisningen mere motiverende og appellerende for flere elevtyper.

Erfaringen fra Jet-Net.dk er, at eleverne er mere motiverede for at engagere sig i undervisningen, når det er virksomhedsmedarbejdere, som underviser. Hos virksomhederne får eleverne inspirerende og motiverende sanseoplevelser og ser flere jobmuligheder, mens de får dannet deres egne billeder.

”For at både elever og lærere kan få udbytte af samarbejdet med virksomheden, er det vigtigt, at eleverne får mulighed for at tale med virksomhedens medarbejdere om deres job og uddannelse og arbejde med virksomhedsrelaterede opgaver, som er koblet til den faglige undervisning. Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt, at elever og lærere besøger virksomheden og får en rundvisning og en sodavand,” siger Nanna Seidelin.

Samarbejdet med virksomheder giver samtidig eleverne en forståelse af anvendelsen og relevansen af den teori, som de har lært i klasselokalet, viser erfaringer fra Jet-Net.dk.

Lærerne centrale for forandringen

Hvis optaget på erhvervsuddannelserne skal øges, er lærerne i folkeskolen et af de centrale omdrejningspunkter for den nødvendige forandring.

Her er samarbejder med virksomheder en afgørende faktor i processen. Gennem disse får lærerne nye sparringspartnere uden for skolen, der kan give dem viden til at perspektivere fagene og dermed gøre undervisningen mere interessant for eleverne. Gennem samarbejdet får lærerne også selv ny viden om jobmuligheder i erhvervslivet.

”Undervisningen bliver ikke længere til i en primært teoretisk konstruktion mellem fagene, men tager udgangspunkt i samfundsudfordringer og problemstillinger, som virksomheder arbejder med i praksis.
Og netop samfundsrelevansen af er noget af det, der kan motivere mange unge – de vil gerne gøre en positiv forskel gennem deres job,” siger Nanna Seidelin.