Østjyske elever dyster i skolebridge
Onsdag d. 19. april er der Østjyske Mesterskaber i skolebridge på Skanderborg Fælled.
Hvis du tror, bridge kun er for pensionister, kan du godt tro om igen. Skolebridge breder sig for tiden over hele landet, og onsdag d. 19. april mødes godt 60 østjyske elever, der er blevet undervist i bridge på deres skole, til Østjyske Mesterskaber i skolebridge på Skanderborg Fælled.
Bag arrangementet står Dansk Skolebridge, der arbejder for at indføre bridge på skoleskemaet. Foreningens formand Morten Bilde glæder sig til at give de unge spillere en god og udfordrende dag:
”Målet er først og fremmest at give eleverne en fantastisk dag, hvor de kan konkurrere mod andre elever, som også har lært at spille bridge. Men vi håber vi selvfølgelig også, at mesterskaberne vil øge interessen for bridge i skolen, for det er en fantastisk sjov og udfordrende tankesport, som eleverne lærer rigtig meget af”, siger han.
Blandt deltagerne er elever fra Stilling Skole, der siden 2015 har haft skolebridge som valgfag. Skolen kan sætte det svære kortspil på skemaet, fordi den samarbejder med undervisere fra Dansk Skolebridge og pensionister fra lokale bridgeforeninger.
I starten var skolens ledelsen bekymrede for, om eleverne kunne koncentrere sig om det udfordrende kortspil. Men den bekymring er gjort til skamme.
”Når vi kigger forbi i bridgetimerne, er det tydeligt, at eleverne hygger sig og er optagede af spillet. Og når de så samtidig træner vigtige kompetencer som koncentrationsevne, talforståelse, samarbejde og problemløsning er det jo ren win-win," siger fritids- og indskolingsleder Søren Riemer i en pressemeddelelse.
Østjyske Mesterskaber i Skolebridge er sponsoreret af Købmand Herman Sallings Fond.