Boligsalget i Skødstrup-Løgten er større end nogensinde
Rosenvænget skyder op i Skødstrup-Løgten-området nu
Rosenvænget bliver et af de nyeste boligprojekter, der skyder op i Skødstrup-Løgten. 19 rækkehuse til priser fra 2.499.000 kroner er sat til salg og i fuld gang med at blive opført.
“Byggeriet og salget er godt i gang. De første huse er klar til indflytning 1. juni, og så kører det bare derudad. Vi forventer, at de hurtigt bliver solgt,” siger Torben Rask, som er salgschef hos ejendomsmæglerkæden Home Egå, Risskov samt Lystrup. Og ikke mindst Skødstrup.
“Hvis man kigger på Skødstrup isoleret set, er der sket rigtig meget de seneste fem år. Det går godt med projektsalg herude, og vi kan mærke, at Skødstrup-Løgten er et populært sted. Vi oplever, at nybyggeri er meget 'in' i øjeblikket. Der er sket en enorm udvikling med udstykninger flere steder.” siger han og tilføjer:
“Det er selvfølgelig altid dejligt at arbejde i et område, hvor der er stor efterspørgsel med positive tendenser med en god skole og gode sportsforeninger og flere og flere dagligvarebutikker. Derudover kommer Letbanen med to stop, og det vil givet også tiltrække flere, så Skødstrup vil vokse.”
Salgschefen oplyser, at der i 8541-området er en stigende tendens for boliger, som er til salg. I januar 2017 var der 84 boliger til salg, hvor der på samme tidspunkt var 82 i 2015 og 68 i 2016.
“Når der bliver bygget så meget nyt, og mange af de købere er lokale, har de en brugt bolig, der skal sælges. Det vil sige, at udbuddet af brugte huse også er større herude end andre steder, forklarer Torben Rask.
Nye udstykninger på vej
Ifølge ham, er der intet, der tyder på, at nybyggeriet vil stoppe lige foreløbig.
“Der er stadig plads til mere nybyggeri herude. De andre områder i det nordlige Aarhus er etablerede områder, hvor der ikke rigtig er plads til nye udstykninger som her. Vi har kig på flere steder,” siger Torben Rask.