Fortsæt til indhold

Vokseværk og byggeboom i udkants-Aarhus

Fællesrådsformand hilser flere institutioner og ældreboliger velkommen i Skødstrup-Løgten

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

9.094. Så mange indbyggere var der per 1. januar i år i Skødstrup-Løgten og Studstrup.
Det viser den seneste statistik fra Aarhus Kommunes Borgerdatavarehus. Her viser tal også, at området har oplevet en befolkningsvækst på 11,5 procent gennem de seneste fem år.
Ifølge kommunens boligprognoser vil den massive boligudbygning og dermed også befolkningsvæksten fortsætte.

157 familieboliger

Den seneste prognose peger på, at der vil blive opført 157 familieboliger i 2018-2020 samt en fortsat boligudbygning frem til 2029.
“Der sker et boom af nye byggegrunde herude, og de er hurtigt solgt, for der er stor interesse,” siger Steen Hermansen, formand for Skødstrup Fællesråd.
Han flyttede til Skødstrup i 1998 og har oplevet væksten i udkants-Aarhus på nærmeste hold.
De mange tilflyttere, hvor mange er børnefamilier, presser områdets institutioner, men nu lysner det, for der er flere institutionspladser på vej.

Nye institutioner

En helt ny institution står færdig på Tronkærgårdsvej senere i år, og endnu en ved Ny Studstrupvej er på tegnebrættet, og det imødeser Steen Hermansen - ikke overraskende - med stor glæde:
“Med den store vækst er der i dag og har der været mange småbørn, som bliver passet udenfor området i Skæring og Egå, og det er ikke godt nok for vores lokalsamfund. Vi vil gerne have, at alle de tilflyttere, der kommer her til Skødstrup-Løgten, også er sikret pasning i lokalområdet. Derfor er det rigtig glædeligt, at der nu kommer en ny institution, for det har vi kæmpet for i mange år,” fastslår han.
Befolkningsvæksten kan også mærkes på Skødstrup Skole, der er ved at blive udvidet til fem spor.
Efter sommerferien starter der syv børnehaveklasser, så det er ikke sikkert, at den store udvidelse af skolen er nok.
“Lad os nu se, hvor lang tid væksten fortsætter. Den stopper nok ikke, men der kommer forhåbentlig lidt mere ro på. Vi har ikke sat et loft på, hvor store vi kan blive her i området. Vi har egentlig været glade for denne her vækst. Udfordringen er, at væksten ikke kommer for voldsomt. Vi skal kunne følge med, og lokalsamfundet skal bevares, så vi ikke vokser sammen med de andre byer omkring os,” siger Steen Hermansen, der med den kommende kommuneplan 2017 ser muligheder for mere varieret boligbyggeri i Skødstrup-Løgten.

Mere fortætning

“Vi vil gerne have mere fortætning herude og mere varieret boligbyggeri. I dag er det mange villaer og tæt lavt boligbyggeri. Der kunne vi godt tænke os, der var mere varieret boligbyggeri, som kom op i højden. Og så skal vi have plads til ungdomsboliger og seniorboliger samt flere pleje- og ældreboliger, som vi også kommer til at mangle,” siger fællesrådsformanden.