Basketkæmpe forlænger med Bakken Bears
37-årige Nicolai Iversen er også at finde i den hvide Bakken Bears-trøje i sæsonen 2017/18
Anføreren for Bakken Bears, Nicolai Iversen, forlænger aftale med bjørnene. Det oplyser Bakken Bears i en pressemeddelelse.
Det er med glæde, at den 37-årige fortsætter i klubben.
"Jeg er glad og stolt over at fortsætte endnu en sæson hos Bakken Bears. Basketball hos Bears er mere end bare sport, og hver dag jeg tager til træning og kamp, har jeg det som Peter Pan, der flyver til Ønskeøen," siger Nicolai Iversen i meddelelsen.
Samtidig med sin aktive spillerkarriere skal Nicolai Iversen supplere basketballspillet med at arbejde i klubbens salgsafdeling. Også det ser Iversen frem til:
"Når basketball er mere end bare sport er det en drøm at jeg kan få chancen for at udvikle Bakken Bears og være med til at gøre en forskel på mere end en front."