Grådighed på årets Krimimesse i Horsens
Krimimessen i Horsens er større end nogensinde og byder på et varieret program
Grådighed. Det er et væsentligt element i mange krimi-romaner og TV-serier. Samtidig er det temaet for årets krimimesse på Fængslet i Horsens, og det skal være den råde tråd gennem de mange forskellige ting messens program.
Krimimessen, som i år afholdes for 16. gang, er større end nogensinde, med et større program og en ny scene.
Messen besøges af masser af nationale såvel som internationale krimiforfattere. I år kommer forfattere fra Island, Sverige, Norge, Tyskland, Italien, England, Skotland og USA på visit.
På scenerne bliver forfattere interviewet, og der vil være foredrag og diskussioner med blandt andre hjerneforskere, historikere, politi og retsmedicinere. Kendte skuespillere vil stå for højtlæsninger og fortællinger, og flere af forfatterne vil også spille musik for publikum.
En af årets hovedattraktioner er 'Straffeanstalten', der er en interaktiv forbryderjagt for både store og små.
Den lokale krimiforfatter Jens Henrik Jensen er en af dem, man i år kan finde på messen.
“Krimimessen er den fedeste begivenhed hvert år, og der er altid god stemning. Det sjoveste som forfatter er at møde sine læsere. På krimimessen er der mange, der tager fat i mig og snakker - det er dejligt uformelt,” siger Jens Henrik Jensen.
Messen afholdes på Fængslet den 1. og 2. april. Krimimessen har åbent lørdag fra 10 - 17 og søndag fra 10 - 16.
Billetter kan købes i døren eller på krimimessen.dk, hvor det fulde program også kan ses.