Marienhoffskolen holder tidsplan for renovering
Forskønnelsen af Marienhoffskolen forventes at starte i løbet af maj måned
Marienhoffskolen skal renoveres/ombygges både ude og inde for 23 mio. kroner.
Håndværkerne skulle efter den oprindelige tidsplan allerede have rumsteret fra marts 2017 - og herefter 11 måneder frem, men de kommer først i gang i løbet af maj måned.
Licitation 3. maj
“Jeg har fået oplyst af min forvaltning, at byggetilladelsen er godkendt, og at der afholdes licitation 3. maj. Herefter går håndværkerne i gang,” siger Per Zeidler (I), formand for Udvalget for Familie og Institutioner.
“Ifølge de oplysninger, som jeg har bedt om at få fra forvaltningen, bliver projektet ikke forsinket, selvom håndværkerne først kommer i gang senere end planlagt,” tilføjer udvalgsformanden.
Den oprindelige deadline, der er meldt ud, 1. februar 2018, holder altså vand.
En gevaldig opdatering
Byrådet besluttede i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2016 at afsætte 22,6 mio. kroner til energirenovering og ombygning af Marienhoffskolen. 2,6 mio. kroner af beløbet er allerede blevet brugt til bygning af multihallen mellem Midtdjurshallen og IFM's klubhus.
Den er planlagt indviet i løbet af maj måned. Multihallen drives af IF Midtdjurs, men det er aftalt, at Marienhoffskolen kan benytte den uden at skulle betale husleje de første ti år.
Siden har byrådet bevilget yderligere 3 mio. kroner til Marienhoffskolens renovering/ombygning. Beløbet indgår i kommunens Budget 2018.
Nemlig til opførelsen af et såkaldt pædagogisk læringscenter, også kaldet et moderne udstyret højteknolgisk bibliotek, der er planlagt til at skulle ligge der, hvor skolens nuværende administration med tilhørende atriumgård holder til.