De frigjorte
Poul Anker Lübker stopper som bestyrelsesformand for Grenaa Havn A/S efter et år på posten. Formelt træder erhvervsmanden med bopæl i Schweiz af ved generalforsamlingen 24. april 2017.
Men reelt blev Poul Anker Lübkers farvel beseglet ved indgangen til 2017, da han i Grenaa Havns bestyrelse måtte krybe til korset og erkende, at prestigeprojektet, kystnære havvindmøller, ud for havnen ikke kunne realiseres af juridiske, tekniske og økonomiske grunde.
Nogle dage senere på et borgermøde onsdag 11. januar præsenterede Poul Anker Lübker historikken i havvindmølleprojektet for en stor kreds af borgere og politikere.
Stemningen på mødet var alt andet end hjertelig, og flere af de fremmødte borgere foreslog vredt, at Poul Anker Lübker tog sit gode tøj og gik. Det havde han allerede besluttet sig at gøre inden borgermødet.
De kystnære havvindmøller var i høj grad bestyrelsesformandens projekt til udvikling af Grenaa Havn. Her kunne han trække på sine kontakter i den internationale vindmølleindustri fra sine mange år i samme.
Han satte alt ind på at få realiseret projektet med kraftig støtte fra næstformand i havnebestyrelsen, Norddjurs borgmester Jan Petersen (S).
Flere af de øvrige i havnebestyrelsen hviskede, når man havde dem tête-à-tête , at det projekt var dødfødt og oversolgt.
Da det faldt, var formandens dage talte, og iværksætteren og sælgeren Poul Anker Lübker kendte selvfølgelig på forhånd spillets regler.
Når man satser så massivt og investerer så mange penge i forundersøgelser, har det en konsekvens, hvis projektet ikke kommer i mål.
Derfor kunne Poul Anker Lübker velvilligt bekræfte, at han går som formand, før den formelle pressemeddelelse om hans afgang tilgik pressens mailbokse.
Bestyrelsesformænd og direktører får som regel lov til at fortælle, at de selv har truffet deres valg med mindre, de bliver smidt direkte ud på røv og albuer.
Poul Anker Lübker havde intet andet valg end selv at gå. Alternativet var, at han var blevet bedt om at pakke sin taske.
Nu får han en pæn sortie på generalforsamlingen, pæne lovord og sikkert også en buket pæne blomster.
Lübker er frigjort til andre opgaver, og ejeren af Grenaa Havn A/S, Norddjurs Kommune, kan nu passende finde en ny bestyrelsesformand med en profil, der er i sync med Nordjurs kultur og traditioner.
Imens venter vi på at se det endelige regnskab for, hvad udgifterne til havvindmølleprojektets forundersøgelser reelt beløb sig til.
Nu må alle fakturaer være anvist til betaling.