Gå IKKE i vores tøj - det skader vores omdømme
Når en kendt person møder op på den røde løber iført det nyeste tøj fra et bestemt mærke, kan det ligefrem booste salget, og derfor vil tøjfirmaerne normalt gøre meget for, at kendisser viser sig frem i netop deres tøj. Men sådan er det tilsyneladende ikke altid. Det har Jim Lyngvild måttet sande.
Den danske designer, forfatter og modekommentator mm. har faktisk oplevet at få en direkte henvendelse fra Adidas Danmark, som bad ham afholde sig fra at blive set offentligt i deres tøj. Henvendelsen fra Adidas ligger godt nok et par år tilbage, men den virker absurd set i lyset af, at selvsamme Jim Lyngvild nu er brugt som reklamesøjle for Adidas - bare i Kina.
På Facebook skriver Jim:
"Det ER sgu da sjovt. Jeg er blevet direkte bedt af Adidas Danmark om ikke at gå i deres tøj - Det kunne jo skade deres renommé :-)
I Kina har man dog ikke den slags fine fornemmelser, og jeg er nu et af Adidas Kinas faste ansigter. De er ikke bange for den "Slemme, slemme Jim Lyngvild" :-)
Jeg griner af den danske angst for alt hvad der stikker snuden frem, for VE den der skulle forlade andedammen og baske med vingerne. Længe leve idioterne, de skæve, dem der stikker af og ikke passer ind. Vi lever længere (I hvertfald i andres bevidsthed) og har det sjovere på rejsen kaldet livet."