Fedt er blevet til muskler
Livsstilsændring har givet pote
14-årige Jonas Tolstrup Jensen fra Horsens er et af 300 børn, der sammen med deres familie har været eller er i behandling på Overvægtsklinikken i Horsens Kommune.
Da han som 11-årig blev opfordret til at starte i Overvægtsklinikken, var han meget overvægtig og havde en fedtprocent på 35,6. Den er i dag faldet til 22,6.
Jonas og familien tog den sunde livsstil til sig og har skiftet hvidt brød og pasta ud med faste måltider og masser af motion, skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
“Vi har aldrig været fanatiske med sundhed og kan sagtens tage en lørdag aften med slik og kager, men Jonas' kamp med kiloene har betydet, at hele familien nu er generelt vedholdende, når det gælder en sund livsstil,” fortæller hans far Flemming
Fast tilbud
Horsens Kommune startede Overvægtsklinikken i 2013 som led i det to-årige Projekt Holbæk Metoden, der havde til formål at stoppe svær overvægt hos børn og unge. Siden da har 300 børn og deres familier været i behandling på klinikken, der i dag er gjort til et permanent tilbud i kommunen. Og der kommer hele tiden flere børn og unge til, oplyser Gitte Just Wenneberg, der er klinisk diætist i Overvægtsklinikken.
“Vi møder jo børnene ved de obligatoriske sundhedstjek i skolen, men vi ser også en tendens til, at tilbuddet når videre ud til de unge for eksempel via mund-til-mund metoden og de praktiserende læger,” fortæller hun.