"Jeg er ret upopulær"
Efter en konfirmation er den efterfølgende mandag Blå Mandag. Sådan har det været i mange år - og sådan er det stadig de fleste steder i landet. Man på Espergærde Skoledistrikts fire skoler vil man ikke længere give børnene fri til Blå Mandag.
Her har skoleledelsen nemlig meldt ud, at man ikke anser det som skolens opgave at give eleverne fri i forbindelse med de kommende konfirmationer, hvor konfirmander har tradition for at tage på Bakken og fejre Blå Mandag.
Det skriver Helsingør Dagblad.
"Det er et fint socialt arrangement, men det har bare ikke noget med skolen at gøre. Der er ingen faglig eller pædagogisk beslutning for, at vi som skole skal være indblandet i en meget personlig sag, nemlig den enkelte unges konfirmation. Det er en privat sag, og festlighederne omkring dette hører til i privatlivet," siger skoleleder Andreas Elkjær til Helsingør Dagblad.
Den beslutning blev lagt ud på forældreintra, og det har selvfølgelig gjort forældrene utilfredse.
"Jeg er ret upopulær, og jeg har også været i dialog med flere forældre og elever, som ikke er enige i beslutningen. Mens andre bakker op om det," siger Andreas Elkjær.