Fortsæt til indhold

Hundehvalp med sukkersyge er forsvundet

Den kun seks måneder gamle franske bulldog Mindy forsvandt fredag aften fra Botanisk Have i Aarhus. Ejerne frygter, at hun er blevet stjålet

Samfund
Arkiv

En aften-gåtur i Botanisk Have i Aarhus blev fredag aften til lidt af et mareridt for 25-årige Camilla Graversgaard.
Hun har sine to franske bulldogs med sig og går sammen med en anden kvinde, som har en gravhund. Kvinderne ser deres snit til at lade hundene løbe lidt frit rundt i parken. Det fortryder hun bitterligt i dag!
"Da det var fredag aften og ikke specielt varmt, mødte vi kun meget få mennesker, så vi lod hundene snuse omkring. Et sted stopper Mindy op for at snuse, og vi andre går cirka 10 meter videre. Da jeg ser, at hun ikke er løbet med os, vender jeg mig om og kalder på hende et par gange, men hun kommer ikke. Jeg kan ikke se hende nogen steder, og løber de 10 meter tilbage, men hun er væk," forklarer Camilla Graversgaard til Lokalavisen Aarhus - hun fortsætter:
"Mindy er ellers en meget sød, kærlig og meget opmærksom hundehvalp på seks måneder, der altid går lige ved siden af mig."
Hunden er sidst set ved nederste sø ved Ringgaden fredag aften omkring klokken 20.00-20.10.
Hvad der præcist er sket med Mindy er uvist, men Camilla Graversgaard frygter det værste:
"Vi er virkelig bange for, hun er stjålet! Please hjælp os med at finde hende," siger hun.
Det er altafgørende, at hunden hurtigt kommer hjem, da den lille hvalp har sukkersyge og skal have sin medicin for at overleve.
Derfor har Camilla Graversgaard udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der bringer hende hjem.
Man kan kontakte Camilla på telefonnumrene 26 46 96 54 eller 27 64 95 00 med oplysninger.

Sådan ser Mindy ud

Mindy er en meget kærlig og glad fransk bulldog-hvalp på seks måneder.
Hun bærer et sort halsbånd med lyserødt hundetegn, hvor der står hendes navn, adresse og to telefonnumre på Camilla og hendes kæreste.
Hunden er rød/brun med hvidt under hagen og en lille, hvid plet i panden.
Man skal ikke være bange for hende, hvis man møder hende, for hun elsker alle mennesker og dyr.
Mindy er chippet og vejer cirka 10 kg.
"Vi har i aftes og nat ledt Botanisk Have igennem på kryds og tværs, og politiet er informeret. Vi håber på, at folk vil hjælpe os med at få vores lille hund hjem igen," lyder det fra Camilla Graversgaard.

Privatfoto