Læge lukker praksis efter 27 år
Praktiserende læge Tyge Ingerslev lukker sin praksis i Søndergade i Grenaa til august. Fremover arbejder den 64-årige læge på deltid i sundhedshusets lægefællesskab
Selvom Tyge Ingerslev nærmer sig pensionsalderen, har han valgt at fortsætte med at arbejde som læge to dage om ugen i det nye sundhedshus i Grenaa, samtidig med at han lukker sin praksis i Søndergade.
“Jeg forsætter, fordi jeg synes, at mit fag er fantastisk. Selve det faglige er rigtig spændende.
Det er lidt ligesom at være Sherlock Holmes, når man skal finde ud af, hvad folk fejler. Men det menneskelige aspekt er også meget vigtigt, og det er en af hjørnestenene i almen praksis,” siger Tyge Ingerslev. Han startede sit arbejde som læge i Grenaa tilbage i 1990, og i løbet af de seneste 27 år er der sket mange ting med det sundhedsvæsen, han har været en fast del af.
“Man har nedlagt mange af de små sygehuse, og de specialiserede steder er kommet længere væk fra folk. Indlæggelsestiderne er blevet afkortet, og alt det har betydet, at det kommunale sundhedsvæsen med læge, hjemmepleje osv. står med meget større opgaver,” lyder det fra Tyge Ingerslev.
Fremtidens sundhedshuse
Sundhedshuse med flere læger i stedet for de små enkeltmandspraksiser er begyndt at vinde mere frem i løbet af de senere år, og ifølge Tyge Ingerslev, der nu selv bliver en del af et større sundhedshus, er det sandsynligvis også fremtiden.
“Opgaverne kræver flere mennesker for at blive løst. Derfor bliver fremtiden nok også de større sundhedshuse. Jeg har været rigtig glad for min samarbejdspraksis, hvor min kollega og jeg har haft hver vores patienter. Risikoen ved de store steder er for meget papir og administration. De nye strukturer har også fordele, men man skal holde sig for øje, at det stadig bliver med et menneskeligt ansigt,” lyder det fra Tyge Ingerslev.
“Jo større enheder er, jo større risiko er der for, at det bliver fjernt. Det skal man være opmærksom på. Hvis man skal åbne sig og tale om tingene, kræver det tillid og et nært og godt kendskab til hinanden,” siger Tyge Ingerslev.
Patienter kan følge med
I forbindelse med skiftet for den mangeårige læge vil patienterne kunne følge med til det nye sundhedshus.
“De af mine patienter, der ønsker det, følger med og indgår i det nye sundhedshus, hvor jeg er to dage om ugen.”
“Jeg synes, at det har været et dejligt arbejdsliv, og jeg vil med taknemmelighed tænke på de mange søde mennesker, jeg har lært at kende rigtig godt igennem de mange år,” lyder det fra lægen, der skal bruge de ekstra timer, skiftet frigør, på Kunstakademiet, hvor han vil udleve sin passion for keramik, bronze og maleri.