Den blå time
Hvis Socialdemokraterne skal vippes af pinden i Norddjurs, skal det ske ved det kommende valg.
Men det er fortsat meget svært at få øje på et borgerligt flertal, som virkelig for alvor brænder for i fælles flok at tage borgmesterkæden fra nuværende førstemand, Jan Petersen.
Venstre, der som det største borgerlige parti burde være den udfarende kraft i forsøget på at samle den borgerlige side i kommunalbestyrelsen, har endnu ikke valgt en borgmesterkandidat, og det lader til, at partiet slet ikke kan komme i sync med de øvrige i blå lejr bortset fra løsgænger Harald Grønlund, der opstiller for Borgerlisten Norddjurs ved kommunalvalget.
Alle de øvrige har undsagt Venstres gruppeformand Hans Husum, der i sidste uge forsøgte at overbevise om, at Norddjurs Kommunes økonomi er på afgrundens rand, hvis der ikke snart bliver sadlet om.
Konservatives Benny Hammer og Liberal Alliances Jens Meilvang sagde søndag begge samstemmende til Lokalavisen, at de ikke kan genkende det pessimistiske billede, som Hans Husum og Venstre maler af Norddjurs økonomien.
Begge sidder i økonomiudvalget, hvor også veteranen Torben Jensen, Borgerlisten Norddjurs, har sæde.
Han mener på samme måde, at Venstre er ude af trit med virkeligheden.
Lokalavisen har ikke spurgt Dansk Folkeparti, men gætter på, at svaret er det samme som fra Meil-
vang, Hammer og Jensen. Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance er bundet så tæt til Jan Petersen og Socialdemokratiet, at Venstre nærmest er kommet på en umulig opgave, hvis partiet vil skabe en borgerlig front til Socialdemokratiet, SF? og Enhedslisten.
Jan Petersen vil gøre alt for at binde de tre partier og Borgerlisten til det budget for 2018, der vedtages inden kommunalvalget.
Venstre har valgt at køre ren opposition, men det kommer der ikke et fælles blåt hold ud af, så jo mere Venstre forsøger at overbevise de øvrige borgerlige partier om, at Socialdemokratiet kører Norddjurs ud over den økonomiske afgrund, jo mere fjerner Venstre sig fra den borgerlige lejr.
Det viste sidste uges forsøg fra Hans Husum alt for godt.
Hvis det fortsætter på samme måde, kan Jan Petersen, trods et annus horribilis ('rædselsfuldt år') 2016, tage den med ro og trygt læne sig tilbage i stolen.