Fortsæt til indhold

Hjælpen er på vej til de ældre

Samfund
Arkiv

I går kom det frem, at Hjemmehjælpen Aarhus ApS er gået konkurs.
Men Aarhus Kommune har sikret en midlertidig videreførelse af driften i regi af konkursboet efter Hjemmehjælpen Aarhus ApS, så Sundhed og Omsorg har altså sørget for, at ingen ældre står uden pleje efter konkursen.
I op til 14 dage vil cirka 300 ældre, som fik pleje af Hjemmehjælpen Aarhus ApS, fortsat modtage pleje af konkursboet efter Hjemmehjælpen Aarhus ApS. De berørte ældre, der modtager pleje, opfordres samtidig til at vælge en ny leverandør.
De berørte ældre, der modtager praktisk hjælp, modtager ikke hjælp fra konkursboet, og de skal derfor vælge en ny leverandør snarest muligt. De cirka 800 ældre, som får praktisk hjælp, vil derfor først få praktisk hjælp igen, når de har valgt en ny leverandør, oplyser Sundhed og Omsorg i en pressemeddelelse.
Borgerne kan vælge Aarhus Kommunes hjemmehjælp eller den private leverandør Aleris, og vælger de ikke selv en ny leverandør inden 19. maj, vil der automatisk ske en fordeling af disse borgere mellem Aarhus Kommune og Aleris.
Når borgerne har valgt en ny leverandør, vil de blive kontaktet af den nye leverandør for at aftale, hvornår praktisk hjælp skal sættes i gang.
Aarhus Kommune opfordrer til, at familie, pårørende, venner og naboer samtidig støtter op om de borgere, som de ved, har fået hjælp fra Hjemmehjælpen Aarhus ApS for at se, om der er behov for hjælp, indtil den nye leverandør kan træde til.
Borgere der har spørgsmål eller som vil vælge ny leverandør kan kontakte Aarhus Kommune på mail visitationen@mso.aarhus.dk. Såfremt man vil ringe, så er det tlf. 87131600, men der kan være ventetid.
Rådmand Jette Skive (DF) er ked af, at ældre mennesker igen bliver berørt af en konkurs:
"Det er en rigtig ærgerlig situation for de berørte ældre mennesker, som har valgt leverandøren og er vant til at se kendte ansigter i hjemmet. Det her handler ikke om kontorartikler, men om mennesker, som kommer og giver pleje i ens hjem. Nu har vi sikret, at de berørte ældre fortsat får nødvendig pleje, og så håber jeg, at vi hurtigt får skabt ro for samtlige berørte borgere," siger hun i pressemeddelelsen.

cko