Forkæmperen for de mindre lokalsamfund
SF’s Kim Lykke Jensen klar til at kæmpe yderligere fire år for det brede Syddjurs
SF's Kim Lykke Jensen var af forskellige årsager forhindret i svare, da Lokalavisen i sidste uge spurgte samtlige 27 medlemmer af Syddjurs Byråd, om de genopstiller til kommunalvalget tirsdag 21. november 2017 med en kort begrundelse.
Kim Lykke Jensen har efterfølgende sendt en mail til Lokalavisen, hvori han begrunder, hvorfor han er parat til fire år mere. Hvis han bliver valgt, vil det være tredje gang i streg, at Kim Lykke Jensen bliver stemt ind i byrådet.
Vil betale prisen
“Jeg genopstiller, fordi der er hårdt brug for os, der kæmper for at sikre de mindre lokalsamfunds overlevelse,” skriver Kim Lykke Jensen.
“Jeg mener, at vi skal gøre alt for at sikre de små skoler, daginstitutioners og dagplejens overlevelse – også selvom det kan betyde en højere pris per barn – vi har ikke råd til andet. Gode forhold for vores børn er nok det vigtigste parameter, når vi taler bosætning. Og en investering i mennesket kan altid betale sig. Vi skal desuden tage ekstra vare på vores svageste borgere. Og så er der hele den grønne dagsorden, som fortjener en langt større indsats end tilfældet er i dag.”