Venstre Syddjurs satser på at sende en dame til Viborg
Marianne Kirkegaard spiller to heste ved valget. Hun opstiller både til byråd og regionsrådet
Bliver det Marianne Kirkegaard, der som den første Syddjurs politiker formår at få en plads i regionsrådet?
Det vil vise sig ved valget til rådet, der afvikles på samme dato som kommunalvalget.
Marianne Kirkegaard, Krejbjerg, gruppeformand for Venstre i denne byrådsperiode, bliver Syddjurs Venstres kandidat til regionsrådet sideløbende med, at hun går efter at blive genvalgt til Syddjurs Byråd.
På Venstres opstillingsmøde blev også byrådsmedlem Ole Bjerregaard, Ebeltoft, bragt i forslag, men han takkede pænt nej tak.
Marianne Kirkegaard er uddannet sygeplejerske og underviser til daglig på SOSU-skolen i Aarhus.
Netop hendes tætte kendskab til sundheds- og sygehusområdet er den primære grund til, at borgmester Claus Wistoft og bestyrelsen i Syddjurs Venstre opfordrede hende til at kandidere.
Hjælp hende
Tidligere byrådsmedlem Erling Post henstillede på opstillingsmødet til, at Marianne Kirkegaard får en ordentlig opbakning i valgkampen.
“Vi har ved de to seneste valg set, hvordan Jørgen Brøgger i 2009 og Peter Krog-Meyer i 2013 nærmest har måttet kæmpe alene uden hjælp overhovedet. Jeg vil gerne opfordre til, at Marianne får den fornødne opbakning og hjælp, så vi viser, at vi mener det alvorligt, når vi opstiller en kandidat til regionsrådet,” sagde Erling Post.
Venstre har udnævnt Søren Høg Thomsen, lokalformand for partiforeningen i Ebeltoft, til kampagneleder til både kommunal- og regionsrådsvalg.
Marianne Kirkegaard får plads nummer 18 på Venstres liste til regionsrådsvalget.
Fakta om regionsrådet
- Der er fem regioner i Danmark, der ledes af de folkevalgte regionsråd som hver især består af 41 medlemmer
- Region Midtjylland består af 19 kommuner fra Norddjurs i øst til Ringkøbing-Skjern i vest.
- Valget til regionsrådene finder sted samtidig med kommunalvalget
- Regionernes primære opgaver er blandt andet at administrere sundhedsvæsenet og sikre den regionale udvikling
- Ifølge regionsloven er regionens opgaver:
- Sygehusvæsenet, herunder sygehusene, psykiatrien samt sygesikringen, herunder privatpraktiserende læger og speciallæger
- Regional udvikling, blandt andet vedr. natur og miljø, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur samt udvikling i regionernes udkantsområder og landdistrikter. Sekretariatsbetjening af de regionale vækstfora
- Jordforurening
- Råstofkortlægning og -planlægning
- Drift af en række institutioner for udsatte grupper og grupper med særlige behov på social- og specialundervisningsområdet
- Oprettelse af trafikselskab for regionen - i Region Midtjylland, Midttrafik
- I denne periode er Niels Erik Iversen (S) alene om at forsvare Djurslands farver i regionsrådet, der har hovedsæde i Viborg
- Syddjurs har aldrig været repræsenteret med en kandidat i regionsrådet. SF's Eigil Holm Nielsen har i denne periode været hidkaldt som vikar