Har noget til alle
Traditionen tro står sidste lørdag i april på messe i Kirial, hvor over tyve lokale virksomheder og aktører kommer og udstiller, serverer smagsprøver, spiller musik eller på anden vis sørger for god stemning på pladsen ved Grenaa Solenergi
Den velkendte messe i Kirial foregår i år den 29. april og byder blandt andet på optræden fra Cirkus Aroma, der efterhånden er ved at være en tradition og altid en glæde for børnene.
Men i år er der også nye smagsprøver fra Nordisk Bryghus og Mariedal Mosteri, samt festlige toner fra harmonikatrioen Trækfuglene, der har deltaget i messen flere gange og spiller dagen lang.
Ib Ahm Nielsen, der til daglig driver Grenaa Solenergi i Kirial, startede messen i begyndelsen af 1980'erne sammen med Gustav Olling Rasmussen, der i godt 25 år har drevet Grenaa Skov-Have & Marineservice, som også er beliggende i Kirial. Messen afholdes traditionen tro hos Grenaa Solenergi.
“Det foregår næsten ligesom det plejer. Det er en åben, udendørs messe, der skal være hyggelig både for far, mor og ungerne.
Der er en masse forskellige, lokale udstillere, som kommer med alverdens ting og sager, så der er noget for alle,” fortæller manden bag messen, Ib Ahm Nielsen.
De lokale udstillere tæller alt fra Trædrejeren fra Ebeltoft til Natur Bolcher og Grenaa Bilcenter.
Djurs Stenhuggeri vil også være at finde på messen og det er for tredje gang.
“Jeg er med for at komme ud og vise mig lidt frem og vise det, jeg kan. Denne gang vil jeg lave dekorationer og småting på sten, så gæsterne på messen kan se, hvordan det laves,” fortæller Thomas Rasmussen fra Djurs Stenhuggeri.
“Der er altid mange interesserede, der kommer og kigger. Det plejer at være rigtig hyggeligt, og man får snakket med de andre, både dem der besøger og dem, der udstiller der,” siger Thomas Rasmussen.
Skal være hyggelig og lille
Selvom Ib Ahm Nielsen ikke helt husker det præcise årstal, hvor messen startede, så fortsætter han ufortrødent med at arrangere den hvert år.
“Der er mange, der spørger, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår vi startede. Det var nok i 80'erne engang,” griner han.
Selvom messen efterhånden har en del år på bagen, er der ikke så pokkers meget, der har ændret sig siden dengang idéen først opstod, og den første messe blev stablet på benene.
“Det er som regel de gamle, der har været med fra starten, som kommer igen hvert år, og messen er også samme størrelse, som i starten. Der kan heller ikke være så mange flere, end vi er nu. Selvfølgelig er der altid plads til et par stykker mere, men det er en lille, hyggelig messe uden noget stress - og det skal det blive ved med at være,” siger Ib Ahm Nielsen.
Bliver ved med messen
Antallet af besøgende gæster til messen afhænger af vejret. Et år var det regnvejr, og der kom knap 800 mennesker, men typisk ligger gennemsnittet på 1500-2000 gæster i løbet af dagen.
“Jeg er godt tilfreds, for jeg synes, at det, vi gør, både er noget før børn, piger og mænd. Der er noget for alle, og det skal der også være,” siger Ib Ahm Nielsen, der senere i år kan se frem til at fejre sin 80-års fødselsdag. Alligevel vil han blive ved med at afholde den populære forårsmesse i den lille by, indtil han ikke kan mere.
“Jeg er jo ikke andet end snart 80 år endnu, så jeg bliver ved, så længe jeg står oprejst,” lyder det fra Ib Ahm Nielsen, der heller ikke har nogen planer om at pensionere sig fra sit firma, Grenaa Solenergi.
“Du skal holde dig i gang for at overleve,” lyder rådet fra Ib Ahm Nielsen, der mest af alt krydser fingre for på godt vejr til årets Kirial Messe i slutningen af april.