Fortsæt til indhold

Duncan sænker Silkeborg og giver AGF momentum

AGF står pludselig med en reel chance for at sikre sig en ny sæson i Superligaen uden at skulle i nedrykningsplayoff

Samfund
Nicklas Grodt Degn - Tipsbladet.dk

Pludselig ser det hele lidt mere positivt ud i Aarhus. Det sørgede AGF for med en 0-2-sejr Silkeborg mandag aften.
Dermed holder AGF fat i det momentum, de fik, da AaB i sidste runde blev sendt hjem med et 4-0-nederlag.
Sejren i Silkeborg blev sikret ved to mål af Morten Duncan Rasmussen. Begge sat ind på straffespark, der blev begået af henholdsvis Robert Skov og Sammy Skytte.

Det er første gang i sæsonen AGF holder buret rent to kampe i træk.
Sejren bringer AGF foran Viborg i nedrykningsspillets gruppe 2, hvor aarhusianerne nu kun er et point bag Silkeborg på den frelsende andenplads. AGF møder i sidste runde Viborg, mens Silkeborg skal en tur til AaB.