Socialdemokratiet snart klar med listen
Resultatet af partiets urafstemning i Syddjurs præsenteres på et medlems- og pressemøde i 3F Huset i Rønde 23. maj
I modsætning til de øvrige partier og lister indkalder Socialdemokratiet i Syddjurs ikke medlemmerne til et decideret opstillingsmøde forud for kommunalvalget.
Partiet sender i stedet en kandidatliste ud til samtlige medlemmer, som så kan sætte deres krydser i ro og mag hjemme ved skrivebordet.
Resultatet af urafstemningen offentliggøres tirsdag 23. maj i 3F Huset i Rønde.
På kandidatlisten optræder hele den nuværende flok af S'ere, der har sæde i byrådet plus flere nye navne, men de tider er forbi, hvor Socialdemokratiet og andre partier kunne tromme 31 kandidater, det maksimale antal kandidater, der må være på listen, sammen.
Partiet kommer snarere tæt på 20 navne, forlyder det.
Socialdemokratiet har to partiforeninger i Syddjurs: Syddjurs Vest og Ebeltoft.
På forhånd er det aftalt med antallet af medlemmer som fordelingsnøgle, hvilke pladser de to partiforeninger har til rådighed på den fælles kandidatliste.
En ting er dog sikkert før præsentationen 23. maj, og det er, at nuværende udvalgsformand og gruppeformand for byrådsgruppen, Ole Bollesen, er uden for nummer i den forstand, at han er sikker på frontpositionen på listen.
Ole Bollesen er for længst blevet kåret som Socialdemokratiets borgmesterkandidat.