Fortsæt til indhold

Elever laver bankospil søndag for en god sag

Elever fra 10. klasse på Rønde Skole afholder et stort bankospil i Rønde Idrætscenter

Samfund
Af Martin Schultz

Unge mennesker fra Rønde Skole forsøger at genoplive en populær aktivitet i en god sags tjeneste.
Eleverne fra 10. klasse på Rønde Skole arrangerer nemlig et stort bankospil søndag 2. april kl. 15 og håber, at mange lokale borgere vil finde vej til Rønde Idrætscenter for at være med til at spille om de mange fine præmier, som eleverne har indsamlet og fået doneret hos forretninger og virksomheder i lokalområdet.
Forhåbentlig køber deltagerne også godt ind af pladerne til spillet, for meningen med det usædvanlige initiativ fra de unges side er at samle penge ind til et godt formål.
”Eleverne har haft en temauge om det at gøre en forskel. Samtidig har vi blandt vores elever en del unge syriske flygtninge, som hver bærer på en historie, som er tankevækkende og aktuel for vores tema. Derfor opstod ideen om at gøre en indsats for at skaffe nogle midler til at hjælpe syriske flygtningebørn,” fortæller lærer Claus Svenningsen, som arbejder med 10. klasse på Rønde Skole.
”Der var forskellige forslag til måder at tjene penge på, men hoved-eventen bliver det store bankospil søndag i Rønde Idrætscenter.”

Vil gøre en forskel

Med til hele projektet hører også at skaffe gevinster til bankospillet, og her har de unge fået stor opbakning fra forretninger og virksomheder i lokalområdet.
“Men med til hele læringsprocessen hører også det at stå for hele det store arrangement,” siger Claus Svenningsen, som sammen med eleverne håber på stor opbakning, blandt andet ved at de andre klasser fra Rønde Skole møder op til arrangementet med deres familier. Her kan hver klasse få sit eget bankobord at sidde og spille ved.
“Både unge og gamle kan jo være med til et bankospil, og derfor håber vi på at mange vil være med og være med til at give de unge den følelse, at de kan gøre en forskel ved at skaffe midler til syriske flygtningebørn,” siger Claus Svenningsen.
Der går godt 60 unge i 10. klasse på Rønde Skole, hvoraf 10-12 er unge syriske flygtninge.