Sass Larsen hylder omstridt australsk asylpolitik i 1. maj-tale
Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen holdt tidligt mandag morgen sin 1.maj-tale i Skovbo partiforening i Borup på Midtsjælland, og her fyldte flygtningesituationen i Europa blandt emnerne.
Sass Larsen roste i talen lande som Canada og Australien for deres ellers omstridte asylmodeller, der på effektiv vis styrer tilstrømningen af flygtninge til de to lande, skriver Ritzau.
I Australien sender man asylansøgere til en lille stillehavsø, hvorfra deres sag behandles. Og selv hvis en person opnår asyl, kommer de ikke nødvendigvis til at bo i Australien, men i et andet land, som Australien har en særlig aftale med. Systemet har sat en effektiv prop i den spontane asylsøgning til landet, og tanken om et lignende system i Danmark tiltaler Henrik Sass Larsen.
"Det er min overbevisning, at vi skal gøre det samme i Danmark. Det er os, der skal styre det og ikke menneskesmuglerne, siger Sass Larsen som også har flere bud på, hvor danske opsamlingslejre kunne ligge.
"Jeg er meget fleksibel. Det kan være alt lige fra de steder, hvor vi har dem i øjeblikket, i Libanon og Nordafrika. Men for så vidt også Tyrkiet eller Grækenland, hvor man kan lave aftaler om at oprette de her lejre, så man er sikker på, at folk bliver behandlet ordentligt," siger han til Ritzau.
Den socialdemokratiske gruppeformand føler sig sikker på, at de fleste af folketingets partier vil kunne se retfærdigheden i forlaget, hvis de gennemgår det grundigt.