Pizza Ali Baba får ny ejer
Pizzeriaet i Auning blev 1. april overdraget til den nye indehaver
Det er den 35-årige Murat Fener, som har overtaget pizzeriaet i Østergade 6c, og selvom det endnu ikke kan ses på facaden, har det 30 år gamle pizzasted også ændret navn, og skal nu hedde Ali Baba's Gastronomi.
Murat fortæller, at han har ændret navnet, fordi han gerne vil introducere nye smagsoplevelser på menukortet.
“Jeg vil gerne udvikle Pizza Ali Baba til Ali Baba's Gastronomi og byde kunderne på nogle nye smage. Det efterhånden 30 år gamle pizzeria trænger til en gastronomisk makeover, og det vil jeg gerne give det, samtidig med at jeg bibeholder det kunderne er vant til,” siger han.
Samme menukort
”Vi starter ud med samme menukort, og løbende vil vi komme med nye ting. Men først vil vi undersøge, hvad det er folk egentlig gerne vil have ved at tage en snak med vores kunder og lave nogle dage, hvor vi inviterer dem til prøvesmagning på de ting, som vi gerne vil tilbyde dem,” siger han og fortsætter:
”Men det bliver hen ad vejen. Vi vil ikke bare tage over og ændre konceptet fra den ene dag til den anden. For selvom jeg helt vildt godt kunne tænke mig at ændre det, så kræver det også, at kunderne er med på den.”
Murat fortæller, at han altid har haft en passion for madlavning. Det har resulteret i cirka 20 år i branchen, hvor han har arbejdet på forskellige spisesteder.
”Allerede fra jeg var 14 år gammel, stod jeg i min fars tyrkiske restaurant i Aarhus. Jeg har sidenhen lært en masse om faget og opdaget, at det er noget, jeg er god til,” siger han og fortsætter:
”Ved siden af jobs som layouter og trykker har jeg altid haft foden inden for forskellige restauranter, og det er jo fordi, at jeg kan godt lide at lave mad til andre. Og når jeg godt kan lide det, kan jeg ligeså godt fortsætte med det,” siger han.
Murat afslutter med at fortælle, at han glæder sig til at lave mad i Auning, men at det faktisk ikke er første gang han langer pizza over disken hos Pizza Ali Baba.
”Jeg arbejdede her for 10 år siden sammen med den tidligere ejer,” siger Murat og smiler. Så måske det ikke er et helt ukendt ansigt, der er vendt hjem til Auning.