Spritstiv motorvejsbilist fik inddraget kørekort på stedet
41-årig mand havde meget høj promille
Et årvågent ægtepar var med til at få stoppet en 41-årig spritbilist søndag eftermiddag klokken 16.09 på Nordjyske Motorvej ved Hinnerup.
Ægteparret så en mand køre slingrende rundt i sin bil, og da bilen stoppede i nødsporet, fulgte ægteparret efter i deres bil, da de var bekymret for bilistens helbred.
Det stod dog hurtigt klart på mandens lugt og adfærd, at han ikke var syg, men derimod kraftigt påvirket af alkohol.
Ægteparret kontaktede derfor politiet. Da patruljen kom frem, nægtede den 41-årige at blæse i alkometeret.
Han blev anholdt og taget med på stationen, hvor det lykkedes at få manden til at tage en alkoholtest. Her viste promillen sig at være så høj, at den 41-årige på stedet fik frataget kørekortet.
dp