Fortsæt til indhold

Vi ved godt, I overdriver

"I strammer den, og I overdriver. Men vi læser jeres nyheder alligevel.” 10 piger på Niels Ebbesen Skolen fortalte Lokalavisen om deres nyhedsvaner

Samfund
Grethe Bo Madsen

Journalisters troværdighed bliver med jævne mellemrum placeret på linje med brugtvognsforhandlere og forsikringssælgere.

Derfor var det med iver men også lidt sommerfugle i maven, at Lokalavisens redaktør torsdag i sidste uge besøgte en flok 9. klasse elever på Niels Ebbesen Skolen i Skanderborg for at diskutere journalistik og nyheder med eleverne.

Siden august sidste år har Kristine, Nasra, Chonthicha, Nikoline, Frederikke, to gange Victoria samt tre gange Cecilie, deltaget på et valghold, der handler om journalistik.

Det viser sig hurtigt, at de 10 piger ikke er fuldstændig grønne nyhedslæsere. Faktisk er de kritiske og opmærksomme på, at nyheder ikke altid er, hvad de giver sig ud for at være.

Nyheder? De læses da online

Et par af pigerne læser avis hver dag, men det er de færreste af dem, der er i nærkontakt med de trykte medier.

I stedet bliver nyhederne læst på nettet, mens pigerne surfer rundt eller hænger ud på Facebook eller andre sociale medier. Ofte som underholdning, men nogle gange også, fordi de unge rent faktisk gerne vil vide, hvad der sker.

“Vi læser de nyheder, der handler om os unge, eller på anden måde er relevante for os. Det, der er samfundsrelateret. Og så læser vi selvfølgelig også nyheder om, hvad der sker ude i verden. Og sportsnyheder,” forklarer en af pigerne.

”Ofte er det sådan, at nogen har tagget os i forhold til en nyhed, og så skal man jo lige ind og læse, hvad det nu er for noget,” fortæller en anden.

Nyheder er underholdning

Selvom de ti kvikke hoveder mener, de følger rimeligt godt med, så går de ikke aktivt ind og søger efter nyheder. I stedet tjekker de de nyhedsnotifikationer, de får elektronisk i løbet af en dag.

”Det er nok også lidt underholdning mange gange, når vi læser nyheder. Vi læser det, der lyder spændende og fanger vores interesse,” indrømmer en af pigerne.

Vi kommer hurtigt til at snakke om fake news og om, at man som nyhedslæser nogle gange føler sig snydt. Og at man ikke altid opdager, når man er blevet manipuleret med.

“Tit så bliver man jo bare snydt, fordi der er overdrevet helt vildt, eller det handler om noget helt andet,” konstaterer en af pigerne.

Fake news åbner øjnene

“Vi ved godt, der er forskel på, hvor seriøse og troværdige aviser er. På for eksempel Jyllands Posten og Stiften og så Ekstra Bladet og BT. Nogle aviser overdriver mere end andre. De strammer lige overskriften lidt mere, end der er belæg for.”

“Og nogle aviser, ved vi også godt, kan finde på at skrive noget, der ikke er rigtigt. Al den opmærksomhed, der har været omkring fake news gør nok, at vi er blevet mere kritisk og sætter spørgsmåltegn ved, om vi kan stole på det, der bliver skrevet,” fortæller pigerne.

Det blev startskuddet til en længere diskussion om journalisters objektivitet eller mangel på samme og om, hvad der ligger bag, når journalister manipulerer med virkeligheden enten ved at overdrive eller ved at udelade information.

Efter et par timer har vi været langt omkring, og pigerne har fået poleret de kritiske briller godt og grundigt. Fremover har de dem på næsen, når de dissekere de nyheder, de dagligt slubrer i sig på nettet.