Abdel og Hotel Democrady er klar til Grundlovsfest på Himmelbjerget
Den kendte debattør, forfatter og TV-mand Abdel Aziz Mahmoud er hovedtaler, når Ry Højskole, Museum Skanderborg og VisitSkanderborg – alias Hotel Democracy - inviterer til Grundlovsfest på Himmelbjerget mandag 5. juni (2. pinsedag).
Årets tema er 'Herfra hvor vi står', inspireret af Aarhus som europæisk kulturby og et ønske om at se Danmark, danskerne og demokratiet i en større sammenhæng end den nationale.
Abdel vil være med til at vende blikket indefra og ud: Herfra, hvor vi står, ser vi resten af verden. Hvad ser vi?
Børnefolkemøde
Abdel Aziz Mahmoud er 33 år og tidligere udviklingsredaktør på Nordisk Film TV. Han er en af Danmarks mest kendte og profilerede journalister og er vært på DR2.
Han er blandt andet kendt for bogen 'Hvor taler du flot dansk' fra 2016 og for sin aktive medvirken i utallige debatter.
I pinsen afholdes også Børnefolkemødet på FDF Friluftcenter lige ved foden af Himmelbjerget, og Abdel får følgeskab på talerstolen af to af de helt unge folkemøde-deltagere. De vil komme med deres bud på 'Herfra hvor vi står'.
Derudover skal der synges masser af sange, akkompagneret af en trio med Lisbeth Iversen i spidsen. Højskoleforstander Ole Toftdahl, Ry Højskole introducerer sangene.
Hele arrangementet starter med morgenkaffe og rundstykker og rundes af med en fortælletur om 'Frihed, folkelighed og fornøjelse' på Himmelbjerget, anført af museumsinspektør Henrik Bredmose Simonsen, Museum Skanderborg.
Hotel Democracy holder i år Grundlovsfest i samarbejde med gruppen omkring 'Verden for dine fødder' ligesom Ry Outdoor festivalen har Grundlovsfesten med i sit program.
srj