Forsvarsprofil ude for resten af sæsonen
Mikkel Rask kommer ikke mere i kamp for AGF i denne sæson
Forsvarsspilleren Mikkel Rask kommer ikke mere i kamp for AGF i denne sæson.
Det meddeler AGF onsdag morgen.
Forsvarsspilleren udgik i en reserveholdskamp mod Lyngby FC mandag med en lårskade.
"Mikkel har tidligere døjet med problemer med sit baglår, og han har nu brug for at blive helt klar, så vi fra den næste sæson får Mikkel at se i hans mest optimale udgave. Det er et uheldigt slag - både for os og for Mikkel, der også selv er ærgerlig og frustreret over det, men man kan ikke gardere sig mod skader," siger cheftræner Glen Riddersholm og fortsætter:
"Nu får Mikkel ro og et godt og fokuseret genoptrænings-forløb, og så skal vi nok få ham tilbage i hans bedste og stærke udgave på den anden side af sommerferien," siger cheftræner Glen Riddersholm.
Mikkel Rask, der blev hentet i Viborg FF inden foråret som en profil, der skulle være med til at løfte både forsvaret og resten af holdet, nåede kun fire kampe for AGF i foråret.