Fortsæt til indhold

Vi er så stolte af forestillingen

Fredericia Teaters musical rykker ved komponisternes opfattelse af deres eget værk

Samfund
Peter Friis Autzen

De har arbejdet, beskæftiget sig med og tænkt over deres forestilling i over ti år. Alligevel føler de, at Fredericia Teater har bragt deres musical et nyt og endnu bedre sted hen, end de selv kunne have gjort. Og det er de lodret taknemmelige for.
Lokalavisen talte med forfatteren og komponisten bag 'Problemet med Douglas' torsdag aften. Og de var påvirket af den oplevelse, de netop havde gennemlevet.
“Hvis du for ti år siden havde sagt, at vi ville komme til at opleve den mest magiske udgave af forestillingen i Fredericia, ville vi have sagt, at du var fuld af løgn,” siger Daniel Maté.
Læs også: Anmeldelse af 'Problemet med Douglas'
“Ja, men først ville vi have spurgt 'Hvor er Fredericia?',” tilføjer Will Aronson med et smil, mens han retter på sin Dannebrog-pin i skjorten.
“Vi har kolleger i USA, som fortalte os om Fredericia og jeres teater. Og jeg må sige, at vi er enige: I kan virkelig noget med fortællinger,” siger Daniel Maté.

Instruktør: Jeg føler mig indfriet

Forestillingens amerikanske instruktør, Victoria Clark er lykkelig over forestillingen.
“Jeg føler mig ... indfriet,” siger hun efter premieren.
I forestillingen forvandler hovedpersonen, Douglas sig til en snegl. Hvorfor sker det?

“Jeg tror, at det sker, fordi ... øhm. Altså han... Jeg tror... Det kan være fordi..,” svarer instruktøren og erkender, at hun ikke kender svaret.
Jeg har spurgt fem-seks mennesker blandt publikum om, hvorfor Douglas bliver til en snegl - og de har hver deres forklaring. Alle tilsyneladende med afsæt i deres egen livssituation.

“Det er jeg glad for. Det er faktisk en rigtig fin ting, at folk kan lægge noget af dem selv i sådan en historie, som jo - lad os være ærlige - er ret underlig. Så det er jeg faktisk meget glad for,” lyder det fra Victoria Clark.

Victoria Clark krammer en af forestillingens skuespillere, Thomas Jensen, efter premieren. Foto: Peter Friis Autzen