Fortsæt til indhold

Fidget Spinners: Dille giver kø til bagagerumsmarked

Samfund
Kian Johansen

Der er kø ved Thorkild Larsens stand på bagagerumsmarkedet i Hadsten i dag.
Han sælger de populære Fidget Spinners. De er udsolgt, eller i restordre en del andre steder. Og det er tydeligt at se, at rygtet har ramt en del børn i Hadsten-området. Flere af kunderne har ledt i ugevis for at finde det populære legetøj.
Der er ikke noget som en ny modedille, når man er kræmmer.
Thorkild Larsen har fået en bekendt til at hente et parti i udlandet. Og mens masser af danske butikker melder om, at spinneren er i restordre, så giver det kræmmeren fra Tilst køer og sved på panden.
"De er ret populære lige nu," fortæller han i en pause mellem de mange besøg. I kasserne foran ham ligger omkring 400 pakker med Fidget Spinners. Da han forlader Ernst B. Sunds Plads i Hadsten lidt over klokken 15.00, er der mindre end 100 tilbage.
Lige inden han smækker bagageklappen i, passes han op af en yngre mor med to børn, der lykkeligt får fingrene i et par Fidget Spinners.

4.200 til de gule natteravne

De besøgende kunne finde 45 stande på forårets bagagerumsmarked, hvilket gav Natteravnene i Favrskov 4.263 kroner til deres arbejde med at hjælpe de unge. De fik nemlig ubeskåret overskuddet
"Pengene skal bruges til messe-udstyr. Blandt andet vores egne foldeborde og andet, der gør det nemt for os til markeder og messer," fortalte en glad formand, Heidi Hagen Siem.
"Vores største udfordring er finde nok frivillige i Hammel og Hinnerup, der vil hjælpe med at gå blandt de unge. Derfor er det vigtigt for os at være synlige til markeder og messer i området, for at forklare hvad vi står for," forklarer hun.
Lige nu er der omkring 30 der hjælper i Hadsten, mens tallet er markant mindre i de to andre H-byer.
"Og der er ved at være et stort behov for at være der hos de unge i de to byer også," slår Heidi Hagen Siem.
Jesper Poulsen, landbetjenten fra Hammel, plejer at sige det på denne måde: "Ved du hvad dit barn laver om aftenen? Og hvem er vedkommende sammen med?"

Natteravnene Favrskov får overrakt 4263 kroner til deres frivillige arbejde af arrangørene bag Hadsten Bagagwerumsmarked: Bjarne Sørensen, Erik Hinge og FavrskovPosten.

Vinder af et gavekort på 200 kroner

Undervejs havde FavrskovPosten en lille konkurrence. Du skulle veje vores avis-bundt og komme med et gæt. Blandt de mange besvarelser var der kun een der ramte helt plet, nemlig Inge Sørensen fra Hadsten. Hun gætte på 2.1 kilo, hvilket var helt præcist.
Tillykke til Inge Sørensen, der får direkte besked og et Favrskov Gavekort på 200 kroner, der kan bruges i butikker i både Hadsten, Hammel og Hinnerup.