Aarhus er et meget lille skridt nærmere nyt fodboldstadion
Forslag om at undersøge muligheden for et nyt stadion blev sendt til behandling i magistraten
Proces. Det ord er mange AGF-fans trætte af at høre fra cheftræner Glen Riddersholm, men onsdag aften var der noget mere positiv klang over ordet i AGF-øjemed.
'Der skal gang i processen', var nemlig meldingen fra størstedelen af byrådssalen, da byrådet behandlede et forslag fra Venstre og Radikale Venstre om, at man skal afsøge muligheden for et nyt fodboldstadion.
Men det bliver en lang proces. Forslaget blev nemlig sendt til behandling i magistraten, som nu først skal afdække, hvad der skal undersøges, og hvad det vil koste kommunen at få eksterne konsulenter til at lave de nødvendige analyser. Først når det ligger fast, skal byrådet igen tage stilling til, om man vil bede om og betale for denne analytiske undersøgelse.
På byrådsmødet blev der spekuleret i en pris på mellem to og fem millioner kroner for den eksterne konsulenthjælp, og ikke alle partier var glade for tanken om, at kommunen skal afholde den udgift.
”Vi er mange aarhusianere, der begræder, at man i sin tid lagde fodboldbane og løbebane sammen. Jeg kan godt se behovet for en løsning på nogen af de udfordringer, der er, men med indstillingen er der lagt op til, at kommunen skal afholde en stor udgift for undersøgelserne. Det, synes jeg ikke, er en kommunal opgave,” sagde Enhedslistens Jette Jensen, som blev bakket op af Dansk Folkepartis Knud N. Mathiesen med en vittig bemærkning.
”Med den pågældende fodboldsituation kan man spørge sig selv, om det ikke er mere relevant med en udvidelse af Riisvangen Stadion (Aarhus Fremads hjemmebane, red.). Nej, AGF kommer altid tilbage, det ved vi, men man kan diskutere, om det er en kommunal opgave at finansiere sådan en undersøgelse.”
Væddeløbsbane og cykelbane i spil
Alle partier er dog enige om, at der skal ske noget i forhold til byens største stadion. Et stadion, der kaldes Danmarks dårligste, og som blev ombygget for 240 millioner kroner og indviet i 2001.
I byrådssalen blev der blandt andet talt om muligheden for at inddrage og sælge dele af væddeløbsbanen og cykelbanen. To nedslidte steder, som flere af politikerne mener 'trænger til at blive kigget på'.
Det forslag, der onsdag aften blev stillet, indeholder - foruden fokus på en ny fodboldarena med mulighed for koncertafvikling - også, at man skal afdække muligheden for at bygge en multiarena.
”Aarhus udmærker sig på verdensplan på mange områder. Vi er kulturhovedstad og vært for store sejlbegivenheder i 2018. Men når de store musiknavne valfarter til Jylland, ligger Aarhus øde hen. Det er nødvendigt, at vi rykker op i dén Superliga. Aarhus har et kæmpestort potentiale. En mulighed kan være en multiarena og et fodboldstadion som én samlet løsning. Jeg tror på, det kan lade sig gøre. Billigt bliver det ikke, men jeg tror på det,” sagde kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R).
Der er mange idéer, men ingen er endnu konkrete. Men onsdag kom Aarhus i hvert fald et babyskridt nærmere et nyt fodboldstadion.