Ådalen IF tilbage på sporet efter to sejre i træk
Efter en 4-1 sejr over bundproppen Kristrup B blev det også til tre point i 2-0 sejr på udebane over SMIFF
Efter en mildt sagt elendig start på sæsonen er Ådalen IF's hold hoppet op på hesten igen og blander sig i midterfeltet i Serie 3.
Efter fire nederlag i sæsonens fire første kampe begyndte det at se skidt ud for Ådalen IF, hvor især en pauver indsats i den tredje kamp med et nederlag på 4-2 til Dronningborg B på hjemmebane fik de røde lamper til at blinke hos træner Lasse Dahl Sørensen.
”Det var en ringe indsats, og derefter tog vi os en alvorlig snak om at vi skulle til at kæmpe for sagen,” siger Lasse Dahl Sørensen, som allerede kunne glæde sig over en helt anden indstilling i den næste kamp på udebane mod Rougsø FF.
”Rougsø FF var kommet godt i gang i turneringen og spiller med i toppen, men vi spillede en fin kamp og tabte kun med 1-0 på et mål på langskud i 1. halvleg. Vi havde to gode chancer, og jeg synes kampen godt kunne have fået et andet udfald,” siger Lasse Dahl Sørensen.
Første sejr mod Kristrup B
Men det blev først i forårets femte turneringskamp mod bundproppen Kristrup B, at Ådalen IF fik vendt bøtten for alvor og fik point ind på kontoen med en sejr på 4-1 efter 2-0 ved pausen.
”Det var en kamp, hvor begge hold lige skulle se hinanden lidt an. Der var meget på spil, for vi havde inden kampen 0 point og Kristrup B havde 1 point,” siger Lasse Dahl Sørensen.
Men Ådalen IF var det bedste hold og scorede to gange i hver halvleg. Kristrup B fik scoret trøstemålet til 4-1 i overtiden.
Mike Skovsende og Jonas Andersen scorede i 1. halvleg, mens Jacob Andersen og Jonas Andersen, som scorede sit andet mål, scorede efter pausen.
”Det var Mike Skovsendes første mål efter halvandet år i Ådalen IF, så han var en glad målscorer efter at have bragt os foran med 1-0 efter 34 minutter i 1. halvleg,” siger Ådalen IF træner Lasse Dahl Sørensen.
Kampen blæste væk på Albæk Stadion
Torsdag aften tog Ådalen IF så over fjorden til Albæk Stadion for at møde SMIFF, og her fortsatte de gode takter for Ådalen IF.
”Det var en mærkelig kamp, som var præget af en kraftig blæst, og begge hold havde svært ved at få bolden under kontrol. Vi scorede efter få minutter på en dødbold ved Jacob Andersen. Derefter stillede vi os lidt tilbage og forvarede os, og hjemmeholdet kom ikke rigtig frem til noget,” fortæller Lasse Dahl Sørensen.
SMIFF var heller ikke i stand til at score på et straffespark kort før pausen. Forsøget fra 11 meter-pletten blev reddet af Ådalen IF's målmand Dennis Rytter.
”Det var lidt det samme billede i 2. halvleg, hvor vi scorede på et straffespark efter et kvarter. Thomas Høgh Mikkelsen scorede efter at en af vores spillere var blevet kantet i SMIFF's felt. Foran med 2-0 stillede vi os ned og levede på kontra, og vi havde da også nogle muligheder,” siger Lasse Dahl Sørensen.
Søren V. Laursen blev kampens spiller mod Kristrup B, mens Tobias Bøgh Mikkelsen blev kampens spiller mod både Rougsø FF og mod SMIFF.
”Tobias Bøgh Mikkelsen er en spiller, som har spillet på vores Serie 5 hold, men som har grebet chancen og nu har bidt sig fast på holdet i rollen som defensiv midtbanespiller.”
Ådalen IF skal forsøge at fortsætte de gode takter torsdag aften på hjemmebane mod AH2012.