Nu kan du snart overnatte i en bunker fra krigen
En mand fra Vester Vedsted har købt tre tyske bunkere, som skal bruges til overnatning og udstillinger
Det bliver en noget anderledes oplevelse, som der venter de turister, der kommer fordi Vester Vedsted ved Ribe.
Her har Ingvardt Jensen nemlig fået en lys idé. Han er gået i gang med at indrette gamle tyske krigsbunkere fra 2. Verdenskrig, så det bliver muligt at bestille en overnatning. Det skriver TV SYD.
Den største af de 3 bunkere, som Ingvardt Jensen har erhvervet, er en kanonbunker, der blev bygget i området i 1943.
"Det er lidt anderledes og man kan sove sikkert, det burde man jo kunne i en bunker," siger Ingvardt Jensen til TV SYD.
Turister fra Tyskland, USA og Kina har allerede vist stor interesse for at sove i en gammel krigsbunker, der er lavet i solid tysk kvalitet, fortæller Ingvardt Jensen.
I første omgang bliver bunkerne åbnet for offentligheden i slutningen af maj. Det sker med en udstilling om 2. Verdenskrig.