Fortsæt til indhold

En skelsættende måned i et ungt menneskes liv

Frode Greve Rasmussen, snart 90, bor i Ebeltoft og er en af de få nulevende borgere på Djursland, der deltog aktivt i Modstandskampen under Danmarks Besættelse i årene 1940-1945

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Jeg mødte Frode Greve Rasmussen tilbage i august 2016 i hans hyggelige lejlighed i Ebeltoft, hvor han bor sammen med sin kone. Han fylder 90 til januar, men er fortsat rasende klar i både tanke og mæle.
Mødet var kommet i stand via Hege Tokle, leder af Syddjurs Egnsteater, som stod foran premieren på teaterstykket 'Den Blå Tid' på Kulturhotellet i Rønde.
'Den Blå Tid' handler om den blot 21-årige nordmand Andreas Iversen, som bliver taget af tyskerne, mistænkt for modstandsarbejde. Han bliver ført til koncentrationslejren Falstad for senere at blive overført til Sachsenhausen lidt uden for Berlin. Han går gennem mange pinsler, og det eneste han har med sig på sin rejse, er troen på, at han en dag skal se sin elskede Alfhild igen.
Andreas Iversen var Hege Tokles bedstefar. Da hun erfarede, via andre, at Frode Greve Rasmussen selv havde været med i den lokale modstandsbevægelse, tog hun kontakt til ham og inviterede ham og hans kone med til premieren på 'Den Blå Tid'.
Jeg havde den glæde at overvære stykket på tæt hold af Frode Greve Rasmussen og notere mig den bevægelse, som 'Den Blå Tid' fremkaldte i den gamle mand.
Frode Greve Rasmussen er født og opvokset i Fjellerup, hvor hans far var brugsuddeler. Sammen blev de involveret i lokalt modstandsarbejde og taget til fange af tyskerne 5. april 1945.
Siden blev de overført til Frøslevlejren på denne side af den dansk-tyske grænse.
Frode Greve Rasmussen var dengang en ung mand på 17 år. Det månedlange ophold i Frøslevlejren mærkede ham for livet, og det er bevægende at lytte til hans beretning anno 2016 om uvisheden og frygten. Om togturen fra Aarhus til Frøslevlejren, der tog 76 timer, mens engelske flyvere truende cirklede over den lang togstamme. Den unge Frode frygtede, at livet kunne rinde ud, før det unge menneske havde nået at sætte spor, frygten for resten af familien og kammeraternes skæbne.
En skelsættende måned i et ungt menneskes liv.
Læs hans historie i bogen Folk og Liv 2016. Bogen er udgivet af boghandler Niels Trangbæk, Rønde.

Frode Greve Rasmussen, som han ser ud i dag. Her sammen med leder af Syddjurs Egnsteater, Hege Tokle (tv