Fortsæt til indhold

Helt ude i hegnet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"Islamismen er en totalitær og på alle måder menneskefjendsk ideologi på linje med tidligere tiders totalitære og afskyelige ideologier som nazisme/fascisme og kommunisme.

Den er undertrykkende på alle måder, og den største opgave, som verdenssamfundet står overfor lige nu at skulle bekæmpe.
Islam er en lovreligion, som fanatikere bruger som deres bibel, som i tidligere tider renskurede marxister brugte de skrifter, som Karl Marx forfattede.

Men ligesom langt fra alle med et erklæret venstreorienteret ståsted anno 2017 er fuldblodsmarxister, så er langt fra alle de muslimer, der lever i Europa, potentielle terrorister eller tilhængere af kvindeundertrykkelse eller det, der er værre.

Det kunne man ellers forledes til at tro, når man nærlyttede til debatten på sidste uges byrådsmøde, hvor Dansk Folkeparti atter kom anstigende med et par dagsordenspunkter, som havde til hensigt at skære alle herboende udenlandske borgere med en muslimsk baggrund over en kam. Dansk Folkepartis første forslag om at stoppe med at yde tolkebistand, når en udenlandsk borger har opholdt sig i Danmark i tre år, røg videre til yderligere afklaring og bedømmelse hos embedsmændene, mens det andet om at forbyde kvinders hovedbeklædning (tørklæde/burka), når de er ansat i en offentlig stilling, blev genstand for en højrøstet debat uden hverken mål eller med.

Dansk Folkeparti stod igen alene med deres forslag, som partiet gjorde tidligere, da det var frikadeller og definitionen på danskhed, der var temaet.

“Sandt nok er burkaen undertrykkende og kvindefjendsk, men undertrykkelsen føles ikke mindre, hvis man bliver retsforfulgt, udstødt, ugleset eller udgrænset, som det hedder i dag,”
som tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (C) har formuleret det i samtalebogen “Samtale fremmer forståelsen”?fra 2010.

Dansk Folkeparti, der et af de mest topstyrede partier hertillands, får jævnligt besked fra hovedkontoret om at sætte dette eller hint på den lokalpolitiske dagsorden.
Ligesom det var tilfældet med frikadeller i børnehaverne, vil det imidlertid være velgørende, hvis partiets lokale repræsentanter forinden undersøger om tørklæder virkelig er et stort problem i Syddjurs, før de spilder byrådets tid med endnu en omgang snik-snak og flade panders parade.

Ren symbolpolitik uden hold i en Syddjurs-virkelighed anno 2017."