Konservative klar til kommunalvalg med 21 byrådskandidater
Det Konservative Folkeparti opstillede torsdag partiets kandidater til efterårets byrådsvalg.
20 byrådskandidater ledsager borgmesterkandidat Marc Perera Christensen i forbindelse med kommunalvalget til november.
Dermed stiller Det Konservative Folkeparti med lige så mange byrådskandidater som ved valget i 2013. Kandidatholdet er det største blandt de borgerlige partier.
”Jeg er er meget tilfreds med, at vi også denne gang stiller med et stort og stærkt hold. Vi oplever positive tendenser i Det Konservative Folkeparti, og det har været en fornøjelse at sammensætte listen”, udtaler vælgerforeningsformand Lars Kjær, som tilføjer:
”Med Marc Perera Christensen som vores erfarne og rutinerede borgmesterkandidat og et bredt funderet kandidathold er jeg meget optimistisk i forhold til valget.”
Kandidatholdet spænder bredt både geografisk og aldersmæssigt. Den yngste kandidat er 18 år gammel, og den ældste kandidat er 72 år gammel.
Listen er sammensat af kandidater med en alsidig erhvervserfaring. Fra sundhedsområdet til offentligt ansatte, selvstændige, håndværksmestre og folk med ansættelser i det private.
I front af listen, sammen med Borgmesterkandidat Marc Perera Christensen, står Mette Skautrup, der også var kandidat ved forrige byrådsvalg. På tredjepladsen er el-installatør Poul Henning Vietz, der er medlem af bestyrelsen i Aarhus Håndværkerforening og formand for Tekniq i Østjylland. Fjerdepladsen er besat med KUs spidskandidat, 24-årige Charlotte Welzel Andersen, der er BA i International Virksomhedskommunikation. Femtepladsen besættes af folketingskandidat Jens Salling.
dp