"Der var ikke nok danskere på hotellet"
Hundredtusindvis af danskere tager hvert år på charterferie. Billige flybilleter og logi lokker, men rigtig mange danskere klager også efterfølgende. Over hvad som helst. De kræver kompensation over forhold, som Pakkerejseankenævnet og selskaberne må afvise som aldeles ubegrundede.
Det skriver Ekstra Bladet.
Og hos charter-bureauerne har personalet af og til vanskeligt ved at tage det helt seriøst.
"Vi har eksempelvis haft gæster, der i ramme alvor klagede over og ville have kompensation, fordi der ikke var nok danskere på hotellet i Egypten. De havde kun kunne tælle 11 danske gæster, og det burde vi have oplyst. Jeg kan ikke huske om de gik til ankenævnet med den sag," fortæller en chef i et stort dansk rejsebureau til Ekstra Bladet.
En mor havde også brugt "helt ekstreme ressourcer" på at klage over, at hendes treårige datter ikke kunne bruge en rutsjebane, som af sikkerhedshensyn kun var for store børn.
Hos Spies' engelske søsterselskab Thomas Cook har man ifølge samlet en række af de henvendelser, der fik de ansatte til at klukke.
1. Vi bestilte en udflugt til et vandland, men ingen fortalte os, at vi selv skulle medbringe badetøj og håndklæder.
2. Det er dovent, at butiksejerne lukker om eftermiddagen i Puerto Vallarta - jeg havde ofte brug for at købe ting, mens der var 'siesta' - det skulle forbydes…
3. Ingen fortalte os, at der ville være fisk i vandet. Børnene blev bange.
4. Kataloget sagde: 'Ingen frisør på hotellet'. Vi er frisørelever, og vi tror, at personalet vidste det og lod os vente længere på service.
5. Vi havde bestilt et dobbeltværelse, men fik kun et enkelt værelse.
6. Det tog os ni timer at flyve hjem fra Jamaica til England. Det tog kun amerikanerne tre timer at flyve hjem. Det virker uretfærdigt.
7. Selv om jeres katalog sagde, at køkkenet var fuldt udstyret, så var der ikke nogen æggedeler i skufferne.