Kom og hjælp os
"Der venter os en nøglekamp, og vi håber, at Aarhus vil hjælpe os til at hente sejren," siger Jacob Nielsen
Der venter AGF en uhyre vigtig fodboldkamp i aften, når Silkeborg IF kommer på besøg i Ceres Park kl. 19 i slutspillet i Superligaen.
Efter sejren i Viborg for en uge siden har AGF mandag mulighed for at komme op på den vigtige andenplads i deres gruppe i slutspillet. Men skal det lykkes, kræver det en sejr i lokalopgøret mod Silkeborg IF.
Derfor appellerer AGF nu østjyderne til at komme i Ceres Park og støtte holdet frem mod en sejr.
"Vi har været velsignet med en fantastisk opbakning i vores seneste tre udekampe - senest i Viborg sidste søndag. Men nu gælder det, at ude er godt, men hjemme skal være bedst. Vi vil meget gerne have de tre point mandag aften, og derfor har vi brug for byens hjælp og støtte i en vigtig kamp, der kan blive afgørende for resten af gruppespillet. Der venter os en nøglekamp, og vi håber, at Aarhus vil hjælpe os til at hente sejren," siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen, i en pressemeddelelse.
For at skabe de bedste rammer om en påske-fodboldfest i Ceres Park har AGF inviteret efterskoleelever fra hele Østjylland til kampen, ligesom to af AGF’s store, lokale samarbejdsklubber fra Aarhus kommer. Således er Fuglebakken KFUM og ASA’s ungdomsafdelinger inviteret med til kampen, hvor to hold fra klubberne skal spille forkamp.
Der vil være gratis adgang for børn under 15 år og et stort legeland, hvor man kan møde nogle af AGF’s spillere og få sig en autograf.
"Det bliver forhåbentlig en intens atmosfære om en spændende og vigtig fodboldkamp, og vi håber, at mange vil benytte påskeferiens første dag til at komme i Ceres Park og støtte os - det er nu, vi har brug for byens hjælp og opbakning," siger Jacob Nielsen.
Kampen mod Silkeborg IF spilles i aften klokken 19.
dp