Børn pynter op til påske i butikker
Børnehavebørn fra Børnehuset Vigen og Moesbakken i Rønde har lavet påskepynt til byens forretninger
Torsdag formiddag myldrede børnehavebørn ud fra Børnehuset Vigen og Moesbakken med påskepynt i små poser.
Børnene gik i små grupper med en voksen ud til forskellige forretninger i byen for at hænge påskepynt op.
“Det er fjerde år, at Rønde Handelsstandsforening laver en aftale om at pynte grene i forretningerne op med børnenes eget påskepynt,” fortæller Mette Bak Nielsen fra Boutique Glad i Rønde.
Godbid til børnene
Adresseavisen mødte Lærke, Malou og Lamija sammen med deres voksne ledsager, Sofie Lisbjerg, som er i praktik som pædagogmedhjælper, på vej til Butik Zærlig på KaløTorvet.
Her stod kunsthåndværker og retro- og antiksamler Hanne Løber klar med en stor gren i en potte på fortovet, hvor børnene med stor omhu hængte deres medbragte pynt på.
Hanne Løber kvitterede med en lille pose med sæbebobler og lidt påskegodter, og det blev børnene rigtig glade for.
“Det er så hyggeligt, at børnene kommer og pynter,” siger Hanne Løber fra Butik Zærlig, mens Sofie Lisbjerg kan fortælle, at “børnene har snakket om det her en hel uge”.
I alt elleve forretninger i Rønde tog imod børn fra institutionerne, og alle steder vankede der en lille godbid.