Fortsæt til indhold

AGF hyldede ’Duncan’ efter målrekord

AGF’s trænere og ledere havde forberedt en overraskelse til Morten ’Duncan’ Rasmussen, når AGF-angriberen tog målrekorden i Superligaen. Det skete mandag i Viborg

Samfund
Af Troels Henriksen, JP Aarhus

"Duncan – AGF – legende – 140 mål."
Sådan var ordene i AGF’s mørkeblå farve på hvid baggrund på de t-shirts, som AGF’s trænere og ledere bar under deres overtøj under AGF’s 2-2 kamp i Viborg mandag aften. Som en forberedelse på at markere, og fejre, angriberen Morten ’Duncan’ Rasmussens 140. mål i Superligaen, hvis det kom netop denne dag.
Det gjorde det, da AGF’s anfører scorede til 1-1 i 1. halvleg på et straffespark og dermed alene tog rekorden for flest scorede mål nogensinde i Superligaen fra Søren Frederiksen, der netop havde lavet så mange mål på dette stadion i sin karriere.
"Jeg er da megastolt over, at de havde lavet sådan noget. Jeg vidste det ikke," lød det fra Morten ’Duncan’ Rasmussen efter kampen.
"Vi gjorde det som en hyldest til en enestående målscorer. Nu markerede han det selv med en t-shirt, da han rundede 100 mål, men dengang blev han straffet af DBU for det, da man i Danmark ikke tillader, at vi fejrer det ekstraordinære. Derfor måtte vi gøre det," sagde Glen Riddersholm, AGF’s cheftræner efter kampen.
Heldigvis mødes de igen på søndag
Også modstanderholdets træner, Johnny Mølby, lykønskede spontant Morten ’Duncan’ Rasmussen efter kampen, da de tilfældigt krydsede hinandens vej i zonen, hvor spillere og trænere møder journalister.
"Duncan. Tilllykke. Gamle ”torjäger," nærmest råbte Johnny Mølby, og Morten ’Duncan’ Rasmussen indrømmede, lidt nødtvunget, at det var stort for ham at have rekorden for sig selv. At han vil tillade sig selv den tanke, når AGF’s kamp for at undgå nedrykning var overstået.
"Det er en stor ære at være den, som har scoret flest mål nogensinde i Superligaen, men det er altså ikke det, jeg tænker på nu," lød det fra Morten ’Duncan’ Rasmussen.
Han tænkte mere på, at AGF nu skal forsvare et 2-2 resultat i Viborg på søndag i returkampen i Aarhus. Det gjorde Kasper Junker også, men målscoreren til 2-1 denne mandag havde alligevel overskud til at sætte ord på sin angrebskollegas målscorende præstation.
"Jeg har dyb respekt for det. Det er de færreste, som overhovedet kan drømme om at komme til at lave 140 mål, og jeg kan lære alt om ham i forhold til at score mål. Han er snu i straffesparksfeltet og har bare en evne til at se, hvordan tingene udvikler sig," lød det fra Junker.