Hvordan var livet i kollektiverne på Norddjursland?
Lokalavisens skriverkarl Martin Schultz fortæller sin personlige historie fra kollektivbevægelsen onsdag eftermiddag på Museum Østjylland i Grenaa
Hvordan gik det for sig, da kollektivisterne i slutningen af 1970'erne indtog Djursland?
Unge mænd og kvinder med langt hår og iklædt farverigt velourtøj med drømme om selvforsyning og en bedre verden i kølvandet på Ungdomsoprøret flyttede ind i gamle husmandssteder og skabte en helt ny befolkningsgruppe i de små lokalsamfund. Her blev der eksperimenteret med samlivsformer, kærlighed, seksualitet og venskaber - eller gjorde der?
Onsdag 24. maj 2017 kl. 14 – 16 inviterer Museum Østjylland i Grenaa til en eftermiddag med fortælling om livet i kollektiverne – fortalt af kollektivisterne selv.
Lokalavisens Martin Schultz, uddannet cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet, fører ordet med beretninger om sine oplevelser som kollektivist på Norddjursland.
Blandt andet var han med til at starte kollektivernes indkøbsordning og lave deres fælles blad Indkøbstidende.
Han og andre fra De Fede Tider i 1970'erne har hjulpet Museum Østjylland med at lave de nye udstillinger 'Fire veje til Norddjurs', der åbnede tidligere i år.
Blandt andet har de været med til at indrette et hjørne i museet som en stue i et kollektiv, udvalgt LP'er, doneret tøj, ting og bøger – og lavet scrapbøger med tekst og billeder fra kollektivdagene.
Scrapbøgerne og Indkøbstidende kan museets gæster selvfølgelig få lov til at se nærmere på denne eftermiddag, ligesom de kan besøge museets lille kollektiv.
Fortællingerne onsdag eftermiddag serveres med kaffe, urtete og sjove kager.