Fortsæt til indhold

Byrådets enfant terrible siger stop

Solisten Anette Quist Busk takker af i lokalpolitik ved årsskiftet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Anette Quist Busk, løsgænger i Syddjurs Byråd, genopstiller ikke ved Kommunalvalget 21. november 2017, fortæller hun til Lokalavisen.

“Beslutningen er taget, og den er definitiv. Lokalpolitik og mit job som professionel plejefamilie er ikke foreneligt. Derfor stopper jeg, når denne byrådsperiode er slut,” siger Anette Quist Busk, der bor i Hedeskov.

16 lange år

Det har aldrig været kedeligt i den politiske sfære, som Anette Quist Busk (årgang 1965) har befundet sig i.
Hun har altid haft det bedst med at være sig selv og ikke skullet indordne sig i en politisk gruppering.

Den erklærede socialdemokrat nåede at få fire år i den daværende Midtdjurs Kommunalbestyrelse før kommunesammenlægningen i 2007.
Hun boede dengang i Pindstrup og i slipstrømmen af protester mod lukningen af Pindstrup Skole lykkedes det hende at blive valgt på sin egen liste og endog få viceborgmesterposten.
Til det første valg i Syddjurs Kommune opstillede hun på Borgerlisten, men allerede på valgnatten besluttede hun sig for at blive løsgænger, mens hun begyndte at gøre tilnærmelser til den socialdemokratiske gruppe via sin gode forbindelse i Socialdemokratiet, daværende gruppeformand Kim T. Jensen.
Det lykkedes efter mange sværdslag, og Anette Quist Busk formåede at hænge på helt frem til sidste valg, hvor hendes respekt for borgmesterkandidat Jesper Mathiesen dog kunne ligge på et meget lille sted.
Hendes kropsprog løj ikke.

Stemmer nok ikke

Det kom også til udtryk under konstitueringsforhandlingerne, hvor hun stillede, hvad partifæller mente var ultimative krav. Anette Quist forlangte at få posten som formand for Udvalget for familie og institutioner, fordi hun mente, at hun var den bedste egnede.

Den fik hun ikke, og små tre måneder efter valget efter en længere holmgang mellem Anette Quist Busk og partifæller var hendes dage som socialdemokrat med partibog talte. Hun overgik til at blive løsgænger og enfant terrible i byrådssalen.
På daværende tidspunkt var en meget skuffet Jesper Mathiesen allerede fortid i byrådet og Claus Wistoft (V) ny borgmester.

Wistoft blev siden skydeskive for Anette Quist Busk, der døbte ham 'det talende regneark'.

“Jeg har været i kontakt med mange borgere i min tid som politiker og fået mange henvendelser om hjælp, fordi jeg altid har taget borgernes parti og ikke systemets. Dem er jeg ked af at svigte, men det kan desværre ikke være anderledes,” siger Anette Quist Busk, der ikke ville have været bange for at stille op som solist.

“Det ville have krævet meget af mig at gøre det alene, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg kunne have klaret opgaven med at blive genvalgt på min egen liste.”
Anette Quist Busk vil ikke pege på et alternativ, som hun vil anbefale vælgerne at stemme på.
Selv regner hun ikke med at stemme - velsagtens fordi hun ikke kan finde et parti eller en kandidat, som kommer i nærheden af at drive politik, som hun mener, det skal drives.