Fortsæt til indhold

Gæsterne ved Følle Strand kan igen købe is og pølser

Inger og Luigi Pillon har istandsat og skal fremover drive Ishuset Følle Strand, som åbner lørdag 3. juni

Samfund
Af Martin Schultz

En dejlig og børnevenlig strand, men hvor kan man egentlig få en is?

Mange mennesker har på gode dage spejdet forgæves efter muligheden for at få en is eller anden forfriskning ved den populære Følle Strand.

Godt nok findes der et ishus på Strandvejen ved Følle Strand, men det har ikke været så stabilt åbent, som det kommer til at være fremover. To erfarne folk udi iskioskdrift har nemlig overtaget Ishuset Følle Strand.

Det er Inger og Luigi Pillon, som de allerfleste kender fra deres drift af Kalø Slotskro med den tilhørende Kalø Isbar.

”Vores situation har været, at vi kunne se frem til, at vores forpagtning af Kalø Slotskro stoppede med udgangen af dette år. Vi kan godt lide at arbejde med det, vi laver, og derfor slog vi til, da Frisko Is, som ejer kiosken, var interesseret i at lave en aftale med os om driften af Ishuset Følle Strand,” fortæller Luigi Pillon. Og Luigi Pillon, som ikke bare er kok og restauratør, men også er uddannet møbelsnedker, har selv sat det meste af Ishuset Følle Strand i stand.

Nu fremstår Ishuset som nærmest nyt og Inger og Luigi Pillon er klar til at tage imod gæsterne fra åbningsdagen lørdag 3. juni.

”Vi har også sat nyt inventar ind i ishuset. Diske og arbejdsborde er monteret med hjul, så det er nemt at gøre rent. Der er hårdt gulv og vaskbare vægge,” fortæller Inger Pillon, som kommer til at passe Ishuset Følle Strand denne sommer, mens Luigi Pillon skal klare Kalø Slotskro, som ægteparret nu får mulighed for at forpagte også i 2018 og 2019.

”Vi har haft en dialog med Naturstyrelsen, og vi har lavet en aftale om yderligere to års forpagtning frem til, at det nye Velkomstcenter forventes at stå klar,” siger Luigi Pillon.

Ishuset Følle Strand vil servere pølser, pommes frites, burgere og sandwiches. Til den søde tand er der softice og gammeldaws isvafler med 18 smagsvarianter.

I skolernes sommerferie har Ishuset åbent dagligt fra kl. 11 til 21. Op til højsæsonen er ishuset åbent hver weekend.